Pasta med tomat og grov pølse

Madbloggere har det med at glemme. I hvert fald fandt jeg mange sætninger af typen ”Jeg havde helt glemt hvor godt frisk pasta smager”, da jeg for nylig søgte på hjemmelavet pasta. . Måske er det fordi vi laver de samme ting i en periode, finder så nogle nye ting, og lader ”gamle” blive glemt en smule.

Alle tuder os ørerne fulde af at vi skal spise fuldkorn. Og hjemme hos os er vi hoppet med på vognen. Specielt når nu økologisk fuldkorspasta fås på tilbud i snart sagt ethvert super marked. En gang imellem drister vi os til at spise lidt pasta, der er lavet på, oh gru, lyst mel. Men konsekvensen er at der er længere imellem at jeg hiver pastamaskinen frem (jeg vil gerne tro at det er derfor og overhovedet ikke har noget at gøre med at pasta kræver tid og overskud).

Langtidsbagte tomater

Inden min nuværende karriere flirtede jeg lidt med kokkefaget og jeg var bl.a., en kort overgang, køkkenchef på et hotel. Kokke spiser ikke. De smager konstant på maden og får derfor sjældent et ”ordentligt” måltid, mens de er på arbejde. Det er først når man kommer hjem at sulten for alvor melder sig. Og da er det som regel for sent, for i modsætning til hotelkøkkenets fyldte køleskabe er det hjemlige køleskab som regel gabende tomt. For hvem har tid til at købe ind når man kommer hjem kl. midnat eller senere?

Tjenere, opvaskere og resten af personalet, derimod, bliver sultne på ”normale” tidspunkter. Og så er det at kokken forventes at bikse noget sammen på trods af at tiden sjældent er til det.

Nogle dage planlagde jeg personale maden ud fra ting der skulle bruges op eller af rester fra gårsdagens servering. Tomater, vendt i havsalt, friskkværnet peber og olivenolie og langtidsbagt i ovnen, serverede vi gennem hele sommeren.

Så når tiden, som altid var knap, og personale maden skulle gå hurtigt, blev de langtidsbagte tomater til en hurtig pastasovs og most med lidt friske urter som basilikum og vupti – mad til alle. Nogle gange blev retten udvidet lidt med lidt frisk revet parmasan eller pecorino romano.