Claus Meyer har i bogen Meyers Bageri en opskrift, som er et studie i hvor mange æbler man kan liste ned i en æblemuffins dej. Se det er en studieretning der er noget ved! Jo flere æbler jo mere saftige og velsmagende bliver disse muffins. Og Meyers muffins er super saftige og smager fantastisk!
Tricket er at skære æblerne ud i små tern så de bliver ordentligt integreret i dejen. Disse muffins er krydret med kanel og kardemomme som giver en rigtig god dybde i smagen.
Jeg kunne ikke dy mig for to afvigelser som, når sandheden skal frem, var affødt af nødvendighed. Jeg brugte ½ tsk. stødt kardemomme, da køkkenskabet denne søndag meldte udsolgt for grøn kardemomme. Og så brugte jeg lys muscovadosukker i stedet for brun farin. En enkelt variation blev det også til. Jeg listede lidt hakket lys chokolade i den ene halvdel af de 12 muffins, som Meyers opskrift giver.
½ dl. rapsolie ¾ dl. yoghurt 140g. sukker 75g brun farin el. muscovadosukker     50g hakkede hasselnødder 140g hvedemel | ½ tsk. stødt kardemomme ½ spsk. stødt kanel 1 knsp. fint salt 2 tsk. bagepulver 2 æg 400g æbler |
1. Rør olie, yoghurt og de to slags sukker sammen og tilsæt hasselnødderne.
2. Sigt mel, krydderier, salt og bagepulver ned i en tallerken og rør denne blanding i yoghurt massen skiftevis med æggene.
3. Befri æbler for kernehus, men behold skrællen på. Skær i små tern og vend dem ned i dejen.
4. Kom dejen i muffins forme og bag i ca. 20 min. ved 180 grader (forvarmet ovn).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar