søndag den 26. august 2007

Arabisk marineret kylling på spyd og humus

Kylling og humus


En af det arabiske køkkens mest gloriøse retter er humus og marineret kylling, shish taouk. Og selvom dette er en simpel ret, er det for mange indbegrebet af den mellemøstlige gastronomi. Med pitabrød eller andet blødt friskbagt fladbrød til, er det et måltid som er en konge værdig. Smagen er domineret af friske råvarer, som olivenolie, citron og krydderier som koriander og spidskommen så karakteristiske for det mellemøstlige køkken.
Libanesisk humus

Humus og kylling spises I hele mellemøsten, men opskriften her stammer fra en libanesisk familie, som laver eventyrlig libanesisk mad. Deres libanesiske humus er den bedste jeg nogensinde har fået. Du skal bruge kylling der ikke er ”marineret”, altså 100 % ren kylling, som du så selv marinerer for at få den helt rigtige smag.

Du kan fx servere israelsk salat til.


Shish taouk, marineret grillet kylling

600g kyllingebryst i tern
2 spsk. olivenolie
Saft fra 1 citron

2 fed presset hvidløg
1 tsk. koriander
1 tsk. paprika

1. Rør alle ingredienserne sammen og lad det marinere i nogle timer.
2. Sæt kyllingen på spyd, krydr med salt og steg dem på en grillpande, hvis du ikke lige tænder op for grillen. Alternativt kan spyddene ovnsteges i 15-20 min ved 200 grader eller til de er gennemstegt.
Slut af med et drys koriander, bredbladet persille og reven citronskal.

Humus

2 dåser kikærter
1½ dl. vand
1 dl. tahin
½ dl. sesam- eller olivenolie

2 tsk. spidskommen
2 tsk. koriander
Saft fra 1 citron
2 fed hvidløg, presset

1. Blend alle ingredienserne sammen, men hold halvdelen af citronsaften tilbage. Smag til med salt og stil på køl i nogle timer.
2. Inden servering tilføjes resten af citronsaften, hvis nødvendigt.
Humus og sesamolie

torsdag den 23. august 2007

Danske fiskefrikadeller med purløg og dild


Fiskefrikadeller er vel omtrent så dansk som det kan blive og lavet med kærlighed kan de smage fuldstændig fantastisk. Disse fiskedrenge her bare lækre og får masser af smag fra dild og purløg. Frisk torsk er rigtig godt og giver den helt rigtige smag af fiskefrikadeller.

Danske fiskefrikadeller med purløg og dild

500g frisk, hakket torsk        
1 æg
1 dl. mælk
½ dl. mel
½ tsk. salt
1 løg, finthakket
1 bundt dild, hakket
1 bundt purløg, finthakket
Smør og olie til stegning

1. Kom alle ingredienser i en skål undtagen purløg, løg og dild, og hak med en stavblender. Herefter rører du resten i. Bruger du færdighakket torsk rører du bare alle ingredienserne sammen.
2. Lad farsen hvile i ½ time eller mere i køleskab.
3. Steg dellerne ved medium varme i riiiigeligt med smør og olie og server med citron.

Til dellerne fik vi kolde kartofler, remoulade og salat lavet på spidskål. Spidskål har en meget fin struktur og en frisk mild smag og er perfekt tilbehør til fiskedellerne.


Salaten laver du som følger:

1. Hak spidskål i fine strimler og bland med tern af agurk, tomat og peberfrugt. Krydr med salt og peber.
2. Så laver du en dressing af 1 spsk. olie og 1 spsk. eddike. Smag til med mere olie/eddike efter smag.

Sværere behøver det ikke være!

mandag den 20. august 2007

Lid mere indisk - denne gang tikka masala

I dag (dvs. i går) besluttede jeg mig for at lave kylling tikka masala, en indisk ret, med kylling, krydderier og yoghurt. Egentlig er der mange versioner af denne ret, men jeg forsøgte mig med denne uden fløde og tomatpuré, men grill/ovnstegt på spyd. Vi spiste retten med basmatisris, den overskydende sovs og grøn salat.

Hvis du kan li’ at planlægge er denne ret go’ fordi du lader kyllingen marinere dagen før og bare skal sætte den i ovnen dagen efter.

tirsdag den 7. august 2007

Græsk taziki, laks og salat med grønne bønner, mynte og valnødder

Vi har fået besøg af lidt familie fra jylland. Middagen stod på ovnbagt laks med taziki, kogte aspargeskartofler og salat af grønne bønner, mynte og valnødder. Lækker sommermad, næsten lige så godt dagen efter.

Til kaffen havde Rebekka og jeg bagt kanelsnegle. Opskriften er en fra nettet som vi her i familien har givet vores eget præg. Vi bruger yoghurt for at gøre dejen lige en tand mere blød og lækker, renoncen/fyldet er med mørkt muscovadosukker der er fuld af smag og så pynter vi med smeltet chokolade. Er man til endnu mere luksus kan renoncen tilføjes lidt marcipan.


Grønne bønner med mynte valnødder:

Kog bønner al dente og hæld straks koldt vand på dem. . Frisk mynte hakkes og kommes i en dressing af god olivenolie og hvidvinseddikke - jeg bruger en hvid balsamico. Rist valnødder ved middelvarme på en tør pande og lad dem køle lidt af. Bland det hele sammen og smag til med salt. Få fat i nogle gode valnødder og ja, jeg ved godt at det ikke er sæsson for valnødder. Ofte kan dem man køber i supermarkedet være harske.

Familiens kanelsnegle

1 dl. yoghurt naturel, tykmælk eller andet surmælksprodukt.
2 spsk mælk
50g smør
15g gær
1 spsk. sukker
Vanilie
1 æg
300g mel
1 tsk. stødt kardemomme.
Korn af ½ stang vanilie

Renonce/fyld:
60g smeltet smør
60g mørkt muscovadosukker
1 spsk. kanel
Evt. 60g marcipan

Pensl med smeltet chokolade og hakkede mandler/mandelflager



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...