For mange – mig selv inklusive – kan tilbehøret til hovedretten ofte være et dilemma. Mange gange bliver det tit til den samme salat eller de grøntsager årstiden fordrer samt den tidsfaktor familielivet og dets aktiviteter tillader. Og så er der også mine egne ”dogmer”. Fx laver jeg som hovedregel ikke salater med kød eller ost som tilbehør.
For at komme ud af dilemmaet med tilbehøret har et af mine små ”sjove” tankeeksperimenter været at finde 10 grøntsager og så komponere 10 retter med hver. Køre hver igennem 3 gange om året – og vupti tilbehørsproblemet løst! Det er vel unødvendigt at fortælle at jeg aldrig har ført tankeeksperimentet ud i livet. Og hvis jeg prøvede, ville jeg sikkert ikke komme særlig langt. Nu er det formentlig ikke nogen umulig opgave at finde 100 salater og veganske side dishes, men really?
På den anden side må man jo smede mens jernet er varmt. Og da jeg stadig var i hvad-kan-man-ellers-lave-med-spinat-mode fra mit sidste indlæg kom jeg på endnu en spansk/andalusisk spinat ret, som jeg havde set i en kogebog af Floyd om Spansk mad. Også denne passer til det meste og også denne er med tydelig maurisk/arabisk indflydelse. Så kan De, kære læser, lide spinat, har De nu to spanske side dishes at tilføje Deres repertoire.
Hvis du vil vide hvad retten blev serveret til, så kig med på torsdag!
Olivenolie 2 løg i skiver 25g sultana rosiner 2 fed hvidløg, presset | 500g spinat, skyllet og renset Salt Peber 3 spsk. pinjekerner |
1. Læg rosinerne i blød i kogende vand og rist pinjekernerne på en tør pande. Ca. 3 min. ved medium varme.
2. Steg løgene i en generøs mængde olivenolie ved svag varme. Tilsæt hvidløg og steg – stadig ved svag varme – i yderligere et minut.
3. Tilsæt spinat og rosiner, skru op til medium varme, og lad det stege til spinaten er mør og fladet sammen. Smag til med salt & peber og evt. citronsaft. Drys pinjekernerne over.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar