Sommer er dejligt. Og alt det lækre friske frugt der i
overflod kommer til de små markeder og frugthandlere indbyder til at blive
omdannet til lækre og lette sommer desserter. Når frugten altså ikke spises som
den er fx til morgenmad med mælk. Jeg har fx fået mig sæsonens første jordbær, abrikoser,
kirsebær og meget andet godt (mere om det i et senere indlæg).
Men inden det bliver sommer er det jo som bekendt forår (jeg
ved det, jeg er født genial) og her er der knap så meget frisk frugt at omdanne
til lækre desserter. Men, det manglende udbud på frugt, er nu ikke noget, der
for alvor kan holde dessertlysten tilbage.
Så når jeg får lyst til en let forårsdessert med frugt, kigger jeg forbi frugthandleren og ser hvad der er. Og selv om der egentlig er en lidt forskellige ting at vælge imellem, er det måske mest inspirationen det kniber med. Så jeg snuppede en ananas uden præcis at være klar over hvad jeg ville omdanne den til.
Heldigvis fandt jeg en opskrift på braiseret ananas i
karamel i Nikolaj Kirks kogebog Aftensmad, som jeg ”opgraderede” med lidt hvid
chokolade. Og det var en opgradering der skabte glæde i det lille hjem!
1 ananas i skiver 25 g smør 2-3 spsk. rørsukker 25 g sultana rosiner | Saft af 2 appelsiner 25 g mandler, ristede 1 dl. vand 25 g hvid chokolade, groftrevet |
1. Varm smørret i en pande og brun ananas stykkerne ved middel varme (begge sider).
2. Tag ananasstykkerne, kom rørsukker på panden og lad det smelte til en tyk karamel.
3. Kom appelsinsaft og vand ved og lad det koge lidt ind til det tykner.
4. Kom ananasstykkerne tilbage på panden og kom rosinerne ved og varm igennem, 1-2 min.
5. Server ananasstykkerne med sauce, ristede mandler og reven hvid chokolade.
Du kan også rive lidt appelsinskal og drysse over.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar