tirsdag den 7. august 2012

Israelsk salat

Israelsk salat

For noget tid siden var jeg på ferie i Grækenland. Rejsen blev bestilt med sol og varme i tankerne og skuffet det blev jeg ikke. Varmen gør at man har lyst til let og frisk mad, som friske grøntsager og salater.
Markederne har et stort udvalg af frisk frugt og grønt af meget høj kvalitet og det er nemt at skrue sig en helt frisk salat sammen. Trods denne overflod af friske grøntsager, lader det til at grækerne for det meste foretrækker at spise tilberedte grøntsager. En af de få salater, lavet af rå grøntsager, er den evigt populære græske salat, med feta, der er at finde på alle restauranter og som turisterne hælder ned i rå mængder.

Grøntsager

Underrepræsentationen af friske salater skal nu ikke komme mig i vejen for at spise grøntsagerne helt friske. Ofte skar jeg blot grøntsagerne fint ud og lavede en hurtig dressing af græsk olivenolie og lidteddike eller citronsaft. Lidt i stil med den israelske salat, som Politiken har skrevet om her.

Efterhånden som jeg blev akklimatiseret blev menuen udvidet til at inkludere nogle små græske svinekødspølser, samt stegt haloumi ost.

Den israelske salat findes i et utal af variationer, som her med fx tahin og urter.


 Den helt grundlæggende, er jeg blevet belært om, laves af finthakket tomat og agurk, evt. lidt løg og så en olie/eddike dressing (eller citronsaft). Herfra er der fri leg, men jo mere du udvider – desto længere væk fra originalen kommer du.
Grøntsager

Den version jeg hælder mest til for tiden, tilberedes af tomat, agurk, rødløg, persille og dressing. Men andre varianter med nødder, glaskål, peberfrugt, purløg, mynte, dild, koriander forekommer også i denne genre.

Det vigtige er at bruge grøntsager med masser af smag. Så kan du få fat i de små mellemøstlige eller hvide græske agurker og søde tomater har du grobund for rigtig god salat.

Så når sommeren som nu er ustadig prøver jeg at genskabe feriens sol og sommer med denne israelske salat. Salaten fungerer godt som tilbehør til det meste og særligt små krydrede merguez pølser (i mangel af de græske) og stegt haloumi.

Israelsk salat
 
2 små agurker, skrællet          
1/4 rødløg, finthakket
1-2 store tomater
2 spsk persille
Salt
Peber
Friskpresset citronsaft el. eddike
1 spsk olivenolie

1. Finhak grøntsager og persillen. Smag til med olivenolie, citronsaft/eddike samt salt og peber og server straks.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...