mandag den 3. september 2012

Græsk kalv i tomatsovs


Græsk kalv i tomat

Af en grund jeg ikke helt forstår, har det græske køkken ikke et nær så godt et image som fx det italienske, franske eller spanske. Måske hænger det sammen med at det græske køkken er meget folkeligt og i manges øjne mangler det raffinement som fx spanske tapas er kendt for.

Måske er det græske køkken blevet skamreddet i en grad at ingen længere forbinder det med noget specielt lækkert. Sandt nok, de fleste kan lide en god salatost (tidligere også kendt som Feta), moussaka eller en græsk salat. Men det græske køkken kan være meget mere end de samme evige travere.

Det græske køkken kan, vil jeg hævde, være ret så raffineret også selv om man ikke kunne vide det ud fra kvaliteten af langt de fleste græske restauranter herhjemme. En del af det elegante kommer fra den indflydelse det osmanniske rige havde på den græske madkultur.
 

På flere af de kretensiske restauranter oplevede jeg bl.a. det raffinerede græsk-tyrkiske køkken, men bl.a. fantastiske kød- og grøntsags retter med mynte, oregano, valnødder og granatæble. På restaurant Tamam, hvis salat jeg har skrevet om her, satte jeg bl.a. spædlam i tomat, yoghurt, orientalske krydderier og tørret frugt til livs, ledsaget af pitabrød og kølig hvidvin. I det hele taget er maden her ikke alene af høj kvalitet, men den skiller sig også ud fra de øvrige restauranter ved at specialisere sig i det græsk-tyrkiske køkken.

 Jeg forstår ikke helt hvorfor vi ikke har flere af den slags græske restauranter herhjemme.


Græsk kalv med ris og salat af avocado, tomater og rødløg
 
En anden ting jeg ikke helt forstår, er hvordan grækerne kan spise varm og relativ solid kost i midtdagens hede. Tag nu den traditionelle græske kalvekødsret hvor rustikke tern af kalv simres i tomat, løg og olivenolie til en mør og lækker sovs. Men midt på dagen er sådan en ret simpelt hen for tung – i hvert fald for mig. Men grækerne fortærer den med stor appetit også midt på dagen. Så er det jo godt at man kan tage retten med sig hjem nordpå, hvor den passer perfekt til aftensmåltidet, på de køligere sommeraftener.  

Græsk kalvegryde i tomatsovs 
1 kg kalvebov eller tykkam i rustikker tern       
½ dl olivenolie
2 løg i skiver
 

1 kg modne tomater i tern
3 fed hvidløg, finthakket
Salt & peber

 
1. Varm olien op og svits løgene heri ved middel varme i 3-5 min. Kom kødet i og brun det i ca. 3-5 min ved høj varme.
2. Skru ned for varmen og tilsæt hvidløg og lad det stege med i 1-2 min.
3. Tilsæt de hakkede tomater, salt og peber og lad retten simre i 1½ time eller til kødet er meget mørt. Fordamper al vædden kan du tilsætte vand. Server med ris og salat.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...