tirsdag den 6. august 2013

Italiensk morgenmad i Alghero


En af glæderne ved at rejse er at opdage andre kulturers små quirks og kæpheste: både ved at møde lokalbefolkningen direkte (i en eller anden forstand) men også indirekte ved at observere den måde tingene er skruet sammen på. Således indeholder vores lille hotellejlighed, her i Alghero på Sardinien, lidt standardudstyr som senge, skabe, stole, et spisebord og et beskedent køkken. Og sidstnævnte siger en del om italienernes prioriteter.


Og mens Italien måske er mere kendte for deres pasta end for deres morgenmad blev jeg glædeligt overrasket over at opdage at ”kaffemaskinen” i køkkenet er en mokkakande så man kan brygge den obligatoriske espresso, som sammen med et horn, en cornetto, fyldt med chokolade, mandel- eller pistaciemasse udgør italiensk morgenmad. Den italienske passion for pasta er nu heller ikke til at overse, idet der ikke alene eret dørslag til at afdryppe pasta, men også et charmerende rivejern så man ikke skal undvære parmesan eller peccorino til sin pasta.


Men tilbage til morgenkaffen…
Jeg er ikke den store morgenmadsspiser, men hjemme i Danmark består min morgenmad udelukkende af en kaffe latte, lavet på espresso. Jeg kan godt li’ en stor morgenmad, som fx shakshuka, porcherede æg på en spicy tomatsovs med israelsk salat, men mere som en slags mellemting mellem frokost og morgenmad. Først på morgen skal jeg bare have min espresso og basta!


Når jeg er ude at rejse vil jeg imidlertid gerne prøve at spise som man nu gør på stedet. Til at begynde med så det ud som om at de lokale spiste panini, et stykke hvidt og meget luftigt brød med syltetøj, så det prøvede jeg også i et par dage, nogle gange afløst af en simpel tallerken hvide ferskner fra markedet i Alghero skåret i skiver.


Nu har jeg så snakket med nogle af de lokale som forklarede mig at italienerne blot tager en espresso og et stykke kage til morgenmaden, helst indtaget ved disken på et pasticceria, et konditori, eller en lille café eller bar, hvilket jeg var mere end glad for at give et forsøg.


Der er en del steder at købe kager i Aleghro og jeg fandt hurtigt ud af at pasticceria Etoile (og nej jeg er hverken tilknyttet stedet eller får betaling for at skrive dette) laver fabelagtige kager som er værd at gå et ekstra stykke for. Trods navnet laver de typiske italienske og sardiske kager og du kan spise på stedet eller tage med. Vælger du sidstnævnte pakker de dem fint ind til dig.


Og italienerne har efter min mening fået fat i den lange ende. Espresso og en lille kage (af høj kvalitet) er en suveræn delikat måde at starte dagen på. Og da jeg ikke er italiener, men er på ferie og ikke skal på arbejde, er der ikke noget der forhindrer mig i at hænge lidt i baren.

Så nu er jeg oppe på en 2-3 x kaffe og ditto kager. Og selv om det nok mere er en personlig quirk end en italiensk er jeg til prioritere at få så mange kager indenbords inden ferien er omme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...