Blodpølse, lever, koriander og måske også emnet for dagens blog – den undseelige fennikel – er nok noget mange - for at sige det mildt - har det svært med. Selv har jeg ingen problemer med disse madvarer, men mange venner og familiemedlemmer er ikke vildt begejstrede for dem. Så har jeg vidst ikke taget munden for fuld.
Måske er det at tage munden for fuld at sige at mange – i hvert fald under vores hjemlige himmelstrøg - ligefrem hader fennikel. Måske er der bare det ved det at dens karakteristiske smag af anis eller lakrids hurtigt kan blive for dominerende for de fleste. Med det resultat at vores gode fennikel ikke havner på middagsbordet. Jeg kan tænke på to potentielle kure mod denne fennikel forskrækkelse – og dem kommer jeg til om lidt.
Men skulle De, kære læser, nære en dybfølt antipati mod vores grønne ven, nærer jeg ingen illusioner om at kunne få Dem omvendt. Og er De overhovedet kommet så langt er der nok ikke den store grund til at læse videre. Er du på den anden side endnu ikke fuldstændig afvisende overfor fennikel tanken - eller måske endog ligefrem holder af den - er der en god chance for at du vil kunne lide de to variationer af fennikel salater her.
En måde at bruge fenniklen på er at bruge en lille smule fennikel, fx i en salat, som fx i den græske Tamam salat. Ved denne metode får man en diskret anis smag, som ikke bliver for dominerende.
En anden metode – også inspireret af middelhavets madkulturer – at løsne lidt op for smagen ved at tilsætte sødme, fx i form af frugt. Jeg er i hvert fald af den overbevisning at den klassiske italienske salat af appelsin og fennikel er et resultat af den idé.
Så jeg valgte at arbejde videre med den tanke. Ikke kun i forhold til at tilføre frugt, men også i forhold til krydderurter som har en lidt frugtig smag. Skar hr. fennikel i tynde skiver, hakkede bladene fra en kvist mynte fint. Lavede en dressing af olivenolie og hvid balsamico, blandede godt rundt og smagte til med salt. I med lidt (søde) granatæblekerner og ristede valnødder og vupti så har du en fennikel salat der er mere end spiselig, hvis du spørger mig.
Og nu jeg tænker over det, tror jeg man ville kunne få en glimrende variation ved at bruge citronmelisse.
Den anden fennikel salat er mere simpel og består blot af fennikel, dild og samme dressing som for oven.
Er det muligt at få opskriften på fennikel salaten med granatæble?
SvarSletHej anonym. Der er som sådan ingen opskrift, men dette er mere en øvelse i Freestyle. Mit bud ville være: kom olivenolie og hvid balsamico (1:1 eller efter smag)på en tallerken eller et fad og bland sammen. Skiv en fennikel og kom den på dressingen med hakket mynte (1-2 kviste). Krydr med salt og bland godt sammen. Drys med en håndfuld valnødder og kernerne fra en fjerdedel granatæble. Håber det hjælper dig - og håber salaten smager dig :-)
Slet