søndag den 22. april 2012

Indisk naan brød med hvidløg og koriander


Da jeg var barn skulle man koge pasta med både salt og olie i vandet. Men det med olien har jeg aldrig forstået. Olien, hed det sig, skulle forhindre pastaen i at klistre. Men nogen må ha’ glemt at fortælle pastaen at den skal klistre når du undlader at komme olie i vandet. Pasta kan blive klistret af at blive overkogt. Eller at du ikke rører nok i pastaen. Men jeg har stadig til gode at se en klistret pasta, som resultat af manglende olie.

Nu kunne jeg godt indlade mig på en længere (og meget nørdet) teori der rekonstruerer hvordan myten er er blevet til. Men det, kære læser, er slet ikke mit ærinde her. Nej, mit ærinde er her af langt større betydning.

Har du nogensinde undret dig over hvorfor opskrifter anbefaler en speciel og tilsyneladende meningsforladt fremgangsmåde? Eller værre endnu, prøvet at forstå hvorfor lige netop de specifikke ingredienser indgår? Hvis du har (hvilket jeg er sikker på at dit liv er alt for vigtigt til) har du sikkert reddet dig en ganske fortræffelig hovedpine eller bare blevet godt og grundigt forundret.

Måske har jeg meget forhærdede smagsløg. Men jeg kan for min død ikke smage forskel på auberginer der har trukket i salt i ½ time (eller mere) og auberginer, hvor den ækle, bitre og helt igennem uspiselige væske ikke først er trukket ud ved saltning. Nogen må have glemt at fortælle hr. aubergine at den skal smage bittert, når den ikke først er blevet saltet.

Og hvad har alt det så at gøre med indisk naan brød? Langt størstedelen af de umådelig mange naan brød jeg har bagt har jeg brugt både gær og bagepulver. Men hvorfor egentlig bruge bagepulver, når jeg nu alligevel giver brødet tid til at hæve? Til mit forsvar er det ikke mig der har ”opfundet” opskriften. Nej, jeg er af en langt værre kaliber. Jeg har hidtil helt ukritisk fulgt opskriften. Indtil i går, i hvert fald. Hvor jeg i et ukarakteristik øjeblik af kritisk klarsyn undlod at komme bagepulver i dejen. Eller også, ahem, glemte jeg det.

Og så fik jeg igen bekræftet at jeg har forhærdede smagsløg. Jeg kunne i hvert fald ikke bemærke nogen forskel i hverken smag eller konsistens. Men skulle De nu, kære læser, få lyst til at foretage eksperimentet at bedømme sagen ved selvsyn, kan De tilføje 2 tsk. bagepulver til opskriften.

Naan brød med hvidløg og koriander

1½ dl. mælk
1½ dl. tykmælk            
5g gær
1½ tsk. salt
1 spsk. vand

Ca. 350-400g hvedemel
1 spsk. sukker
40g smør, smeltet smør
1-2 fed hvidløg, presset
1 håndfuld koriander, hakket

1. Rør gæren ud i vandet og tilsæt mælk, tykmælk, salt, sukker, og 20g smeltet smør og sigt melet i.
2. Rør dejen glat i ca. 10 min. med en håndmikser
3. Lad dejen hæve i fire timer eller natten over.
4. Rul dejen ud til brød og varm ovnen op til 250 grader (gerne med en bagesten)
5. Bag brødene i ca. 3 min., tag dem ud og pensl med smeltet smør iblandet hvidløg. Drys med koriander og bag 1. min. yderligere.

6 kommentarer:

  1. man kommer lidt olie eller andet fedt stof i vandet for at forhindre at det koger over. det gælder også for andre ting du koger ris kartofler osv,

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak for dit svar - altid rart at lære noget ny :-) Jeg vil afprøve det næste gang jeg skal koge pasta og fortælle om det. Ved du hvor meget olie der skal tilsættes for at det "virker"?

      Slet
  2. Skal bruge en autentisk opskrift til en opgave i Madkundskab, men mener da ikke de bruger tykmælk i Indien eller?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Heidi
      Beklager jeg først svarer nu, Jeg tror sådan set ikke opskriften er autentisk. Det er en jeg selv er kommet frem til efter at have bagt naan en del gange. Jeg ved ikke hvilke yoghurt man ville bruge i Indien til denne slags brød. Jeg tror også man ville bage den i en lerovn (denne er bagt i en alm. ovn).

      Slet
  3. Jeg har lige fundet din blog - den ser spændende ud!

    Må jeg hære dig, om du har prøvet at bage dine Naanbrød på panden?
    Og NB: Jeg gpr ud fra, at de sidste 20 gr. smør bruges sammen med koriander?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jette
      Jeg har ikke prøvet at bage naanbrød på panden, så jeg kan desværre ikke sige noget fornuftigt om det :-)
      Men hvis du prøver hører jeg gerne om resultatet.

      Ja, du har ret. De sidste 20g bruges til at pensle, hvorefter jeg drysser med koriander og bager yderligere et minut.

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...