tirsdag den 24. april 2012

Steak frites med salat af glaskål


Det er egentligt mærkeligt at der skal en galoperende finanskrise til før det klassiske bistro køkken bliver genopfundet. For en god steak frites burde aldrig gå af mode, vel? Derimod håber jeg inderligt at ”sprogblomsten” ”galoperende finanskrise” snart går af mode. Og når nu ”blomsten” galoperer ud på sin sidste rejse mod solnedgangen kunne den passende tage finanskrisen med sig.  
I Frankrig, bistro køkkenets hjemland, forholder det sig lige omvendt. For selvom billedet af en hyggelig lokal bistro, hvor der serveres klassikere som steak frites, løgsuppe, muslinger, chokolademousse og Crème Brûlée, skyllet ned med husets rødvin appellerer til mange er sagen den at bistro køkkenet langsomt er ved at dø ud. Som forklaring har været fremlagt øget fokus på diæt, kolesteroltallet og dalende kvalitet. Heldigvis er der stadig en række gode steder i Paris – som i København - en række gode steder at indtage sin steak frites!

 
Min meget dybsindige pointe, som De, kære læser, måtte helt herned for at finde, er at det ikke er helt nemt at lave en god steak frites... Men da jeg alligevel vil forsøge mig var forårsmarkedet et meget godt sted at starte. Den lokale slagter anbefalede koteletter med ben på til steak frites. Fire af dem tak! Økologiske kartofler, samt rød- og glaskål til salat, kunne erhverves længere nede ad pladsen.



Lad det være sagt med det samme. Jeg laver fritter uden brug af stegetermometer. Og det jeg får rigtig gode fritter ud af. Kartofler skrælles og skæres i både. Jeg steger dem i olie ved middel varme i ca. 5-6 min. til de stadig er meget lyse. Når alle kartofler er forstegt, skruer jeg op for varmen og steger dem 3-4 min. til de er gyldne og sprøde. Drysses med salt.



Salaten består af strimlet rød- og glaskål med en dressing af olivenolie og hvid balsamico. Smages til med salt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...