Det indiske køkken efterhånden blevet allemandseje, så meget så det måske er blevet en fast del af vores hverdagskøkken. Og det er der gode grunde til. Indisk mad er lækkert og krydret med eksotiske krydderier og urter. Hvad der derimod er mindre oplagt er at indisk mad, med dets mange marinader, kan være med til at få hverdagsmaden hurtigere fra hånden. Ikke at indisk mad i sig selv er specielt hurtigt at lave, men da mange af retterne skal marinere i et døgn før betyder det at arbejdsprocessen bliver fordelt over to dage.
Tandoori kylling er en af de mest ikoniske indiske retter, som vist er blevet opfundet på et finere indisk hotel. Retten tilberedes af kylling marineret i yoghurt, lime, hvidløg, ingefær og krydderier, som steges ved ekstrem høj varme, i en særlig tandoor ovn. Fordi de færreste har en tandoor ovn i haven, har retten for det meste været forbeholdt restauranter. Du kan dog sagtens få et godt resultat på en grillpande, i ovnen eller på grillen.
Der er efterhånden mange steder, hvor du finde de råvarer
der skal til for at lave indisk mad. Tandori kylling, tilberedes med en særlig
krydderblanding eller massala som det hedder, der indeholder den
karakteristiske røde farve, der får retten til at tage sig flot ud.
Normalt ville jeg selv finde en opskrift på nettet, lave krydderblandingen selv og justere krydringen. Men efter råd fra den indiske købmand på Nørrebrogade (Dhadra foodstore) tog jeg en færdigblandet ”Tandoori massala” som også indeholder rød farve og jeg slap derfor for at købe en flaske rød farve.
Udover at smage fantastisk, er fordelen ved Tandoori kylling
at du tilbereder marinaden dagen før. Næste dag skal du så blot stege kyllingen
på panden, i ovnen eller på grillen. Normalt tilberedes retten af kyllingelår,
men hvis du som jeg vælger at bruge kyllingebryst kan du rent faktisk have
aftensmaden klar på en ½ time. Og det er derfor en af de retter jeg tit bespiser
familien med de aftener, hvor jeg først er sent hjemme.
Tandoori kylling, kan serveres med naan brød, salat, basmatiris og eller/mangosalat.
700 gram kyllingebryst i tern 2 dl tykmælk 2-3 fed presset/revet hvidløg 5 cm revet ingefær | Saft af 1 lime 1 tsk. salt 2 spsk. tandori massala blanding Evt. chili og koriander til pynt |
1. Skær kyllingbryst i tern.
2. Bland en marinade af tykmælk, ingfefær, hvidløg, limesaft, salt og tandoori massala. Er du til chili kommer du også chili efter smag i marinaden.
3. Lad kyllingen trække i marinaden natten over i køleskab.
4. Stik kyllingen på spyd (kan også gøre aftenen før) og steg dem på en grillpande eller i ovnen til gennemstegt.
5. Pynt med koriander.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar