torsdag den 11. april 2013

Fire opskrifter med glaskål

Glaskål med sennep, dild og sorte oliven

Jeg kan ikke huske præcist hvornår jeg første gang stødte på glaskål, men jeg tror det må være et års tid siden. I hvert fald kan jeg se at jeg har taget et billede af glaskål som tilbehør til,  Løgismose kyllingen jeg bloggede om her. Jeg tror ikke rigtigt jeg vidste hvad glaskål var, men prøves, det skulle det.

Måske har De, kære læser, også set glaskålen henne hos grønthandleren eller fået den i en kasse fra Årstiderne. Og hvis du, ligesom mig, ikke har vidst hvad det var eller, hvad du skal bruge den til, får du her fire forslag.

Glaskål beskrives tit som en marsmand, måske pga. sin lysegrønne farve (faktisk findes der også "lilla" glaskål) og de lange ”arme”. Og det kan da godt være at glaskålen ikke ar udseendet med sig.
 
Glaskål

Til gengæld smager den fremragende. Smagen er frisk og let sød og så har den en vidunderlig sprødhed. Jeg kan særlig godt li’ den rå i salater eller lignende tilberedninger, men den kan også ovnbages – det kan være der kommer et indlæg om det på et senere tidspunkt. 

Glaskål smager fremragende i sig selv, fx i tynde skiver, men kan også skæres i tern og kombineres med andre grøntsager og friske krydderurter.

Den allerførste tilberedning jeg lavede med glaskål – som stadig er en favorit – er glaskål skivet tyndt, vendt i olie og hvid balsmico og pyntet med granatæblekerner. Tilberedningen blev til fordi jeg nok ikke havde den helt store fantasi og i øvrigt var helt grøn på på området.


Glaskål med granatæble

Vi spiser den helt enkelt, men der er masser af muligheder for at videreudvikling, fx med krydderurter som mynte eller citronmelisse og noget sprødt som fx græskarkerner, mandler eller hasselnødder. Og endelig kan jeg ikke forestille mig at lidt reven citronskal ville være helt ved siden af.

Næste ret er inspireret af Provence og Frankrig og er tilberedt af tyndskåret glaskål, vendt i en dressing af dild, sennep, olivenolie og hvidvinseddike og toppet med sorte oliven (I en hyldest til Grækenland brugte jeg kalamata oliven).

 

Glaskål skåret ud 
De sidste to forslag kommer fra arkiverne og er en israelsk salat med glaskål, tomat, agurk, rødløg og krydderurter som du kan finde opskriften på her. Den anden salat er en kombination af blomkål, glaskål, agurk og purløg og opskriften finder du her.
Blomkålssalat med glaskål og israelsk salat med tahin
 
Glaskål med sennep, oliven og dild
 
1 glaskål, skivet tyndt      
2 tsk. sennep   
2 tsk. hvid balsamico
    
1 spsk. olivenolie
10 sorte oliven, skåret rustikt ud (fjern stenen)
6 spsk. dild, hakket
 
1. Bland alle ingredienser på nær glaskål, oliven og 2 spsk. dild sammen til en dressing.
2. Dæk glaskål godt i dressingen og smag til med salt.
3. Top med de sidste 2 spsk hakket dild og oliven.
 
 
Glaskål med granatæblekerner
 
1 glaskål, skivet tyndt      
2 tsk. olivenolie

 
2 tsk. hvid balsamico
Granatæblekerner

 
1. Bland olivenolie og hvid balsamico på en tallerken og krydr med lidt salt.
2. Ved glaskålen godt rundt i dressingen og smag evt. til med salt. Pynt med granatæblekerner og evt. et drys persille eller mynte
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...