tirsdag den 25. juni 2013

Hjemmelavet lasagne af lammekød

Hjemmelavet lassagne af lam
Et af vores vennepar er rigtig glade for at servere lasagne for børnene ved festlige lejligheder, som nytårsaften eller til middage hvor de voksne skal spise igennem med fem retter. Og selvom man i den konktest ikke på nogen måde føler sig snydt, er det lidt sjovt at tænke på at voksne er mindst lige så glade for lasagne som børnene er.

Faktisk har en af mine venner, som for nylig var til middag, proklameret at lasagne er hans livret og at hans mor laver den bedste lasagne i verden. Og at han kan – tro det eller ej - sætte mere til livs end en bestemt overvægtig kat, fik jeg således bekræftet ved selvsyn.
Hjemmelavet pasta bliver til
Selv om jeg også er en stor fan af lasagne spiser vi det faktisk ikke så tit. Og det selvom lasagne i min verden mere er en dybt nærende hverdagsret snarere end noget der skal spises ved særlige lejligheder. Faktisk plejer jeg at lave brødlasagne fra tid til anden, skulle vi have brød til over. Nej, den egentlige grund til vi ikke spiser lasagne tiere er at det er en tidskrævende ret. I hvert fald hvis det hele skal laves fra bunden.

Dej til pasta
Havde jeg været en hjemmegående italiensk mamma havde det nok ikke gjort det store, men til hverdag har jeg i bedste fald en time til at få tryllet maden frem så familien kan bespises og det kan jeg altså ikke nå at lave en lasagne på. Til gengæld er lasagnen god at lave i tempi. Så et af de tricks jeg benytter mig af er at lave en ekstra stor portion kødsovs som bruges til spaghetti samme aften.

Pasta og ingredienser til lammesovs

Samtidig smækker jeg også lige lidt de dej til pasta sammen og laver måske og bechamel sovsen. Det betyder så at jeg næste dag har alle ingredienser ved hånden, eller blot skal lave bechamel sovsen, og kan smække min lasagne sammen på forholdsvis kort tid.

Bechamel, ost og kødsovs

Selvfølgelig kan du bruge købte lasagneplader, men er der noget der virkelig er en delikatesse, så er der frisk pasta tilberedt med æg og halv hvede og durum mel.

Og efter at have fortæret en ikke ubetydelig mængde af sin første lasagne med frisk pasta, måtte min ven erklære sig enig i den betragtning.
 
Lasagne

Lasagne af lammekød
5-600g hakket lammekød     
1-2 rødløg, hakket
1-2 gulerødder, revet
1 spsk. olivenolie
1 ds. tomatpuré
2 ds. Hakkede tomater

2 dl. vand
1 kvist rosmarin
Frisk basilikum
2 laurbærblade
1 spsk. timian, tørret
2 fed hvidløg, presset

1. Svits (rød)løg i olivenolien til løgene bliver klare. Tilsæt kødet og brun det ved høj varme.
2. Når kødet er brunet tilsættes revne gulerødder og tomatpuré og svitses med ved høj varme i 1 minut.
3. Tilsæt tomater, vand og friske krydderurter (men ikke timian) og krydr generøst med salt, lad blandingen simre i 30-40- min. eller mere.
4. De sidste 10 min. tilsættes hvidløg og timian. Dette gøres for at smagen ikke skal koge ud.

Frisk pasta
2 æg      200g durum- og hvedemel, ½ af hver

1. Bland de to slags mel og lav en fordybning i midten.
2. Slå æggene ud i fordybningen og arbejd dem langsomt ind i melet med en gaffel (æggene kan evt. slås ud i en skål og røres sammen inden de kommes i melet).
3. Når massen er blevet fast æltes den grundigt med hænderne til den er bastant.
4. Film dejen og kom den i køleskab i en time eller mere.
5. Rul den ud til lasagneplader med en pastamaskine eller en kagerulle. Du kan erstatte friske pastaplader med købt pasta.

Bechamel sauce
25g smør
3-4 spsk. mel    
½ liter mælk
Muskatnød, revet

1. Smelt smørret langsomt i en lille kasserolle.
2. Sigt melet i lidt efter lidt og rør godt rundt.
3. Tilsæt mælken gradvis og pisk godt rundt undervejs. 4. Lad sovsen simre grundigt igennem, smag til med salt og reven muskatnød og tag sovsen af varmen.

Sådan samler du din lasagne:

1. Riv 4-500g ost.
2. Beklæd en form med bagepapir og bred et lag bechamel sauce ud.
3. Læg pasta plader på og bred et lag kødsovs ud på pasta pladerne.
4. Læg igen pastaplader på, top med bechamel sauce og dernæst revet ost.
5. Fortsæt således til du har fyldt formen. Du skal slutte med bechamel og reven ost.
6. Bag i ovnen ved 225 grader i ca. 30-35 min.
7. Kig til lasagnen fra tid til anden. Bliver den for mørk i toppen kan du dække den med folie det sidste stykke tid eller, tage den ud.
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...