Morten Heibergs brownie

Et af de spørgsmål jeg stiller folk, som fortæller om en god kogebog er hvilken ret de har lavet fra den. Ofte er det bare det ved det at de ikke har lavet en ret og jeg får derfor en halvkvædet vise om hvorfor bogen er så god.

Og jeg kender det sådan set udmærket fra mig selv. Jeg har mere end en kogebog i samlingen som jeg aldrig nogensinde har lavet så meget som en eneste ret fra. Også selv om bogen er flot, velskrevet og der i øvrigt ikke er noget at udsætte på den. Og grunden er at kogebøger lige så meget er underholdning og inspiration, som værktøjer man rent faktisk bruger. Så meget for kogebøgers funktion.

Libanesisk aubergine salat: salatat al raheb

I mellemøsten er der et ordsprog der går på at en ung kvinde først er giftemoden når hun kan 1000 retter med aubergine, hvilket vel dybest set siger en masse om kvinder og auberginer (eller den måde man ser dem på).

Og det betyder, går jeg ud fra, at langt de fleste tilberedninger med auberginer fra regionen er kreeret af kvinder, der har travlt med at blive gift eller få deres døtre gift. For slet ikke at tale om det marked der må være for tykke kogebøger med aubergine opskrifter.

Panforte: italensk julekage med tørret frugt og chokolade

Panforte har længe været på min to do liste, hvilket den vist kom efter jeg så en opskrift ovre hos David Lebovitz. At vi skulle langt over jul før jeg rent faktisk fik lavet kagen skyldes blandt andet at der i opskriften indgår 200g kandiseret citrus, hvilket jeg lige skulle have produceret først (ja, det kan købes, men min markedsanalyse viste at anskaffelsen var forbundet med ikke ubetydelige udgifter).

Så julen gik med at indsamle skaller af økologiske appelsiner og klementiner til kandisering. Lidt efter lidt blev lagret udbygget med mandler, hasselnødder, dadler og abrikoser og endelig manglede kun tiden, som altså endelig indfandt sig.

Pico de gallo: frisk mexicansk tomatsalsa

Wraps eller tortillas med fyld er meget populære blandt voksne som børn. Og det er da efterhånden også et stykke tid siden jeg lagde en opskrift på wraps/tortillasmed krydret oksekød til at komme i.  Dengang lagde jeg dog ikke en opskrift op på tomatsalsa og det er det jeg altså gerne vil råde bod på nu.

Som med så meget andet ”fastfood”, er småretterne og smagsgiverne på siden mindst lige så vigtige i forhold til at give retten friskhed og karakter. Tænk bare på hvad en burger ville være, uden fx ketchup eller syltet agurk.

 

Kofta i tahin eller Kofta b’siniyah

Ofte kommer jeg ind i en periode, hvor jeg laver en bestemt type mad og det sidste stykke tid har budt på retter fra især mellemøsten. Det var slet ikke meningen at lave endnu et indlæg med tahin efter at både at have postet om en israelsk salat og de egyptiske bønner, ful medames.

Faktisk ville jeg have testet en opskrift på en nordafrikansk tilberedt havbars (og altså ikke helt forlade det mellemøstlige tema), men fiskehandleren valgte til min store frustration ikke at være leveringsdygtig to dage i træk. Så meget for det indlæg.

Israelsk salat med variationer

I en række af mine blogindlæg foreslår jeg hvordan du kan variere en opskrift eller en fremgangsmåde, fx i dette indlæg om en israelsk salat. Variationer er sjove og spændende og nogle kan endda give indtryk af en helt ny ret.

Det er nu ikke fordi de variationer jeg foreslår, er så vidtgående og det er måske derfor jeg ikke har haft for vane at give varianterne et selvstændigt indlæg. Indtil for nylig i hvert fald, hvor en foodie ven jeg delte et måltid med sagde at han elsker at smage på så mange versioner af en ret som muligt.

Lidt ligesom at smage samme ret tilberedt af forskellige mennesker og restauranter. Og måske er det ikke nogen helt dårlig idé, for med lidt held kan variationerne være med til at give inspiration til nye retter. Så her er tre variationer af salaten.

Boller i karry

Jeg har længe haft hvad jeg anser for en god, om end, meget stærk karry stående på krydderihylden. Men for at tilgodese medspisere med sartere smagsløg indkøbte jeg en mildere version af den gule krydderblanding, hvorved jeg fik ufrivillig  - men absolut lærerig lektion – i rettens nøgleingrediens. Havde du spurgt mig i sidste måned havde jeg nok peget på en god fond – muligvis efterfulgt af kød som den vigtigste ingrediens i boller i karry. Rigere – på erfaring that is - vil jeg nu forfremme det gule pulver, vistnok en britisk opfindelse, til førstepladsen.

 

Min oplevelse, vil jeg skynde mig at sige, er meget subjektiv og jeg kan ikke nærmere beskrive hvad der var "galt" med den karry jeg fik andet end at den manglede karakter og ikke havde det store smagsregister at byde på. Det irriterer mig dog at man ikke bare kan gå ned i et hvilket som helst supermarked, hvor jeg købte min, og købe karry der smager af noget. Måske er det bare mig og måske folk hellere vil have en karry der ikke er så kraftig i smagen (og det er ikke chili jeg mener).