mandag den 18. februar 2013

Egyptisk ful medames


Første gang jeg smagte ful medames, var for en del år tilbage på en mellemøstlig restaurant i New York. Min medspiser, der havde bestilt retten til at starte med, var så generøs at lade mig smage på retten. Og det smagte så godt at jeg havde lyst til at beholde retten for mig selv.

Ful medames, er en egyptisk ret tilberedt af hestebønner, der er simret med løg og krydderier og efterfølgende blandet med tomat, hvidløg, citron samt olivenolie og spises med æg og pitabrød.
Jeg blev forundret over at en tallerken ydmyge bønner kunne smage så godt. Bønner er ikke alles kop te, i hvert fald ikke på vores breddegrader, hvilket jeg ved flere lejligheder har måttet sande. Men i Egypten er denne ret så populær at den ikke kun spises til morgenmad, men også til frokost og aftensmad – faktisk på ethvert tidspunkt af dagen.


Ful er også meget populært i resten af mellemøsten, hvor man finder den i forskellige variationer. Palæstinenserne tilbereder ful med halvt kikærter/hestebønner og I Libanon krydres retten med paprika, stødt allehånde, spidskommen og koriander. I Egypten spises ful ofte toppet med et par gavmilde skefulde tahin dressing.
En del af rettens popularitet hænger utvivlsomt sammen med at det er nærende og billige råvarer, der lægger en solid bund, så man er klar til en fysisk hård arbejdsdag. Selv er jeg ikke til morgenmad tidligt. Solid kost lidt oppe ad dagen er dog lige mig og her er ful medames perfekt som en del af en brunch eller bare som en ”snack” mellem morgenmad og frokost.

Jeg havde siden mit besøg i New York ”glemt” hvor godt en god omgang ful kan smage, indtil jeg var ved at snuble over en hel stabel af hestebønner på dåse, som grønthandleren kunstfærdigt havde stillet op. Så jeg snuppede tre dåser med hjem og gik så i gang med at google en passende opskrift.

Det første forsøg med at tilberede retten var en stor fiasko. Jeg tilskriver det at bønnerne i dåsen ikke var helt mørkogte og jeg havde meget svært ved at se hvordan min ret nogle sinde skulle komme bare i nærheden af den jeg havde smagt i New York. Jeg havde endda kun fulgt de mest basale anvisninger og kogt bønner med lidt spidskommen og salt.

Havde jeg været en professionel opskriftstester eller udvikler, ville det have været en af den slags arbejdsdage, hvor man går nedtrykt hjem fra "kontoret". Heldigvis havde jeg et par idéer i ærmet og allerede ved forsøg nr. to fik jeg et godt resultat, ved først at svitse en smule løg i en kasserolle inden bønnerne blev tilsat.
Og lige så nedtrykt jeg havde været over den første fiasko, lige så glad blev jeg over at det var lykkedes mig at genskabe noget virkeligt lækkert af så ydmyge råvarer.

Jeg udelod hvidløget, da jeg synes smagen var for skrap, men er du til rå hvidløg (og har langmodige kollegaer) så tilsæt 1-2 fed med tomat, citronsaft og olivenolie. Du får opskriften på både ful med æg og ful toppet med tahin.

Ful medames
1 ds. hestebønner (270g drænet)  
1 løg, skiver
3 tsk. olivenolie
½ tsk. spidskommen
½ tsk. salt
1 dl. vand

4-6 cherrytomater i tern (eller ca. 60 g)
1 tsk. citronsaft
Lidt persille
1 hårdkogt æg, skivet
2 spsk. tahin
2 spsk. vand

1. Svits løg i 2 tsk. olivenolie i ca. 3-5 min ved middel varme. Hæld i mens vandet fra bønnerne og skyl dem i rent vand.
2. Kom bønner, 1 dl. vand, salt og spidskommen i kasserollen og lad det simre i ca. 15 min (det er svært at give bønerne for meget, så du kan sagtens koge dem længere). Størstedelen af vandet skal gerne være væk. Hæld fra hvis der stadig er megen væske tilbage.
3. Lad det køle af i 5-10 min og mos ca. halvdelen af bønnerne groft med bagsiden af en ske eller en gaffel.
4. Bland herefter 1 tsk. olivenolie, citronsaft og persille sammen med bønnerne. Smag evt. til med mere olivenolie, citronsaft, persille eller salt.
5. For versionen med æg, top med det kogte æg og server.
6. For versionen med tahin, røres tahin og vand grundigt sammen og hældes over bønnerne og serveres.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...