torsdag den 7. februar 2013

Kvædekage med marcipan

Kvædekage

I frugtkagernes stjernespækkede hall-of-fame nyder kvædekagen næppe nogen berømt tilværelse. Hvilket er lidt underligt, når vi her til lands er så gode til æbler og ikke mindst æblekager. Kvæden, er en frugt noget lig æble, men med en parfumeret smag og duft, som på en gang er syrlig og sød. Kvæderne var tidligere meget almindelige i danske haver, men dem vi får nu kommer fra bl.a. Spanien og Tyrkiet. Kvæderne er (stadig) i sæson, for jeg ser dem ofte hos grønthandlerne, hvor de ligger og ser indbydende ud. Og det er lige netop der du kan købe dem, hvis du da ikke lige har et kvædetræ stående i haven.

Kvæder, marcipan, bagepulver og mandariner


Kvædekagen her er et resultat af et uheld (af den ”gode” slags) og sidste års ”kvædecraze”, hvor jeg udtænkte forfærdeligt mange måde at bruge kvæde på, men som kun udmøntede sig i kvædemarmelade, som til gengæld også var rigtig god, hvis jeg selv skal sige det. Så bliv ikke overrasket, hvis du til næste efterår finder opskrifter på tagine med kvæder, kvæder og lam samt kvæder kogt i solbær (til gengæld bliver jeg overrasket hvis jeg virkelig får lavet alt det).

 Men kagen her kom jeg, som amerikanerne siger, altså rundt til.
 
 
Tilbage til uheldet, som bestod i en opskrift på æblekage med marcipan som kaldte på appelsinskal og appelsinsaft, hvor det nærmeste køleskabet kunne opbyde var klementiner, hvilket jeg så prompte brugte i stedet. Det viste sig at være et godt match., da den lidt sødere og mere raffinerede smag af klementin var som skabt til æblekagen.
 
Kvæder og dej røres sammen
 
Så i denne kage, som er en videreudvikling af en opskrift i bladet Sæson, erstattede jeg blot æblestykker med kvæde.
 
Jeg har flere steder læst at kvæder kan være hårde som sten og jeg har advaret om at udvise forsigtighed, når du skærer i kvæden her, hvor du også kan læse om hvordan du udstener og skærer kvæderne til. Og får du fat i nogle meget hårde kvæder, skal de måske koges/pocheres i 20 min, inden de kommer ned i kagedejen, for at blive helt møre.

De kvæder jeg havde fået fat i kunne spises som de var (og lækre var de også) og kom derfor direkte ned i dejen.

 
Kvædekage med marcipan
600g kvæder (ca. 2 stk)            
100g smør
100g sukker
150g marcipan, revet 
 
2 æg
150g mel
2 tsk. bagepulver
2 øko klementiner, saft og skal
 
1. Skræl, udsten og tilskær kvæderne og skær dem herefter i mindre tern.
2. Riv skallen af klementinerne og pres saften og stil til side.
3. Pisk smør og sukker sammen og rør marcipan og æg i.
4. Tilst mel, bagepulver samt saft og skal af klementinerne.
5. Kom i en springform (eller andet fad) beklædt med bagepapir og bag 30-40 min (eller til færdig) i en forvarmet ovn, ved 175 grader.

1 kommentar:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...