fredag den 4. maj 2012

Libanesisk humus

Libanesisk humus


Jeg blev for nylig inviteret på en skål humus, på en trendy café. Min humus var OK, men ikke hvad det kan være, og slet ikke på højde med denne humus, jeg har lært at kende hos en libanesisk familie.

Humus kan være mange ting og oplevelsen af en tallerken humus kan være meget forskellig: du ved stor set aldrig hvad du går ind til før du selv har smagt på hr. humus. Jeg har fået humus lavet på yoghurt, humus lavet på olivenolie, humus med soja, humus med tamarind, humus uden tahin og hvad har du. Og så har jeg ikke engang nævnt alle ”spelt” varianterne, som rødbede humus, kartoffel humus, kidney bønne humus, linse humus og whatnot.

Der er dem der sværger til grov humus og nogle der foretrækker den silkeblød og cremet. Nogle foretrækker den med så meget hvidløg at monsieur Dracule hellere kaster sig i graven end smager på den, mens andre kan li’ den med kun et enkelt fed hvidløg.

Men en ting er sikkert. Bestiller du humus, på en café, restaurant eller blot forsyner dig fra buffeten på arbejdet, ved du ikke hvad du får før end du har smagt på fætteren. Jeg har fået meget god humus og jeg har fået meget ”mærkelig” og  intetsigende humus. Jeg har fået uspiselig humus (og ja, jeg mener uspiselig!) og humus hvor kun andres tilstedeværelse afholdt mig fra at slikke tallerkenen ren.

Humus og sesamolie

Der er forundrende (og måske også lidt foruroligende) at en håndfuld grundlæggende ingredienser kan kombineres med så vidt forskellige resultater. Den bedste humus jeg nogensinde har fået er hos en libanesisk familie og jeg har kun tweaket den en lille smule. Denne humus er relativt traditionel og cremet men samtidig frisk af masser af citronsaft. Hvis De derfor, kære læser, bedst kan li’ en grov humus med soja, tamarind, yoghurt uden tahin, behøver De ikke læse videre. Er du derimod til en traditionel cremet humus med kraftig god smag af sesam, kikærter og krydderier, er denne sag nok noget for dig.

En af mine erfaringer er at humus altid skal serveres frisk, hvilket vil sige inden for nogle timer efter den er lavet. Får den lov at stå natten over i køleskabet, bliver den kedelig og smager "bønnet" om end den da sagtens kan spises.

Humus kan spises som en del af en række små forretter med brød til, som snack eller med arabisk marineret kylling som jeg har blogget om her.

Kylling og humus
 

Humus

2 dåser kikærter
1 dl. vand
1 dl. tahin
½ dl. sesam- eller olivenolie          

2 tsk. spidskommen
½ tsk. salt
Saft fra 1 citron
2 fed hvidløg, presset

1. Blend alle ingredienserne sammen, men hold halvdelen af citronsaften tilbage. Juster evt. konsistensen med mere vand eller tahin. Smag til med saltet og kom evt. mere i.
2. Inden servering tilføjes resten af citronsaften, hvis nødvendigt.

5 kommentarer:

  1. Denne opskrift må blive næste forsøg i "mission-find-den-bedste-hummus".

    Jeg har også tænkt, at råvarerne kan være grunden til, at jeg ikke bliver tilfreds. Især den tahin jeg har fået fingrene i - den er anderledes i konsistens og farve, end den vi brugte da jeg boede med nogle jødiske australiere.

    Hvor køber du din tahin henne? :-)

    SvarSlet
  2. Hej Maiken
    Tak for din kommentar. Jeg tror du har helt ret i at råvarerne spiller en væsentlig rolle. Selv, kan jeg rigtig godt li’ smagen af sesam og kommer derfor godt med sesamolie og tahin i. Særligt tahin synes jeg der er alt, alt for lidt af i ”dansk” humus. Jeg har prøvet med tahin fra urtekram, da jeg gerne vil købe økologisk, men desværre synes jeg ikke den er videre god. Jeg køber tahin hos arabiske grønthandlere. Du kan se et billede af bøtten i indlægget her http://smagpaverden.blogspot.dk/2013/02/egyptisk-ful-medames.html

    Håber du kan bruge det til noget

    SvarSlet
  3. Hejsa.. jeg bliver nødt til at spørge om du bruger lys eller mørk tahin? Linket du har skrevet hvor man kan se den du bruger har jeg prøvet at kigge på men kan ik se bøtten?

    Mvh Line

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Line
      Jeg tror det er den "lyse" tahin. Jeg ved ikke om mørk tahin er sådan en som Urtekrams (måske et det fuldkorns, dvs. hele frøet bruges hvorved den bliver mørkere). I hvert fald køber jeg min tahin hos arabiske grønthandlere og den er lysere i farven end Urtekrams. Men jeg indrømmer det er et lotteri at købe god tahin - nogle er gode andre er ikke.
      Jeg kan ikke forstå du ikke kan se bøtten (og farven), da den er med i baggrunden på flere af billederne. Håber det svarer på dit spørgsmål.

      Slet
  4. Hej ,skal det sættes i blød i mange timer uanset om det er på dåse eller om det er tørrede kikærter :)?

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...