søndag den 20. maj 2012

Oksekød i rød karry med auberginer



For en måneds tid siden skrev jeg om halvdårligt vejr og oksekød i grøn karry. Og selv om vejret er blevet en smule bedre (hvis man da kan kalde hagl- og regnstorm i maj for ”bedre”) lader det til at vi ikke helt kan slippe den robuste mad endnu Det betyder en tur ned til thai markedet og shoppe alle råvarerne til langtidssimret tykkam i rød karry.

Der er efterhånden mange steder i København, hvor man kan forsyne sig med råvarer til thaimad. På Vesterbro er der området bag hovedbanen (Reventlowsgade og Halmtorvet), på Østerbro er der Asien Supermarked og Frederiksberg har Chai-Yo Asian Market.



Selv var jeg en tur på Vesterbro, hvor jeg synes både udvalg og priser er formidabelt. Eneste bagdel er den hassle det er at komme rundt i de små og overfyldte butikker. Men det er på en eller anden måde en del af charmen ved at skaffe alle ingredienserne.

En vidende ekspedient forklarede at rød karry er lettere og mere parfumeret i smagen end grøn karry, men er lige så stærk. Dens ”lethed og parfume” skyldes at der er mere galanga, citrongræs og limeblade i. Men nok så vigtigt er der ikke ristet stødt koriander og spidskommen i, de tunge krydderier som indgår i den grønne karry. Så ned i indkøbskurven med et bæger rød karry. Og han foreslog også at jeg intensiverede parfumen ved at tilføje mere citrongræs, galanga og limeblade. Galanga, som jeg tidligere skrev, er en slags mild ingefær, med en frisk smag og duft af æble.

Hakket koriander

Så ned indkøbskurven med det. I modsætning til sidste gang jeg var i nabolaget for at forsyne mig, var ekspedienten denne gang også leveringsdygtig i de små sprøde ærte auberginer. De små auberginer tilføjer lidt crunch i en curry ret.

Velforsynet på thai fronten, var der kun tilbage at hoppe forbi slagteren efter tykkam og så eller hjemme og koge en (hagl)storm op, som amerikanerne siger!


Oksekød i rød karry
Lidt olie
600g oksetykkam i tern
2 tsk. rød karry pasta
2 stilke citrongræs, hakket        
1 løg i tynde skiver
2 fed hvidløg, finthakket
2 dl vand
5-6 limeblade
1 spsk. fiskesauce
3 cm ingefær, skrællet og fintakket
5 cm galanga, skrællet og finthakket
1 dåse kokosmælk (4 dl)
6 mini auberginer i kvarte
85g ærteauberginer

1. Svits løget i olien ved svag varme i 5 min. Tilsæt ingefær, galanga og citrongræs og steg med i 2 min. Tilsæt hvidløg og steg i 1 min. yderligere.
2. Tilsæt kødet og brun det ved høj varme i 1-2 min.
3. Tilsæt de resternde ingredienser undtagen auberginer og lad det simre til kødet er mørt (1 -1½ time)
4. Når der mangler ca. 10 min. af kogetiden tilsætter du auberginer.
5. Smag til med salt. Server med jasmin ris og top med grofthakket koriander.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...