tirsdag den 19. november 2013

Sabih: humus med hårdkogt æg, aubergine og amba


For nylig læste jeg en hyldest til middelhavsmad ovre hos Maria, hvor en af tilberedningerne var aubergine med tahin, persille og granatæble. Jeg er selv en stor fan af middelhavskøkkenet – ikke mindst efter sommerens tur til Sardinien, hvor jeg nød det ene gode måltid efter det andet.

Men det fik mig til at tænke på hvad middelhavskøkkenet egentlig er for en størrelse? Og så slog det mig at auberginen – som vist nok stammer fra asien – må være noget at det mest middelhavsagtige - fra Spanien til Tyrkiet.
Denne ret, hvis man kan kalde det det, er en umulighed, hvilket sikkert gør den sjov at blogge om. Sabih består af hummus med stegt aubergine, hårdkogt æg og amba. Umulig, ikke kun fordi, den er af irakisk-jødisk ophav (Irak ligger som bekendt ikke ud til middelhavet og hummus forbindes vist heller ikke med Irak), men også fordi den indeholder ”amba” et indisk kondiment, lavet af syltet mango. Så meget for middelhavsmad.


Efter sigende skulle retten være opfundet af Irakiske jøder, der tilberedte en sandwich af for hånden værende ingredienser. Amba, der er en syrlig og stærk relish tilberedt på mango, chhili og krydderier er via Indien kommet til Irak, hvor det er blevet en del af det lokale køkken. Amba kan købes hos grønthandleren (der fandt jeg den i hvert fald).

Og hvis du tænker at mango og humus lyder mærkeligt er jeg tilbøjelig til at give dig ret. Men kombinationen er faktisk ikke dårlig. Og hele retten er faktisk genial til morgenmad - mættende og nærende som den er.

Jeg har før skrevet om at jeg ikke er den store morgenmadsspiser, men en af de få ting - udover god kaffe - jeg kan li' at spise om morgenen er æg.
Retten laves ved at tage en portion humus og brede den ud på en tallerken. En aubergine skrælles, skives og steges i olivenolie, drypper af og anrettes oven på humussen. Et hårdkogt æg pr. person skives og anrettes ligeledes på hr. humus. Hele herligheden toppes med en skefuld amba og evt. et drys persille. Server med (pita)brød og israelsk salat.

2 kommentarer:

  1. Nej, hvor ser det bare godt ud! Mon man får lov at smage???
    Kys og kram og alt godt
    Ditte

    SvarSlet
  2. Tak Ditte, ja man burde snart opfinde "duft tv'et" og "smagebloggen" :-) Indtil da, kan du tage mit ord for at det smager super godt.

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...