Mad på Sardinien

  

De fleste elsker italiensk mad som ikke uden grund har en bred appel i Europa og resten af verden.
Og når jeg er i Italien elsker jeg at smage på et bredt udvalg af spisesteder fra pizzeria til restauranter over de lidt mindre spisesteder, trattoriaer. Bare for at opleve forskellige versioner af italiensk mad.

¨
Og i Alghero er der rigtig mange små hyggelige restauranter. I området omkring Lidoen, dvs. stranden, er maden forholdsvis traditionel, mens du i beværtningerne i den gamle by, finder mere moderne og upscale fortolkninger af såvel sardiske som italienske klassikere. Selvom typisk sardisk mad, er "bondemad" med fokus på helstegt kød som pattegris og spædlam, er Alghero et godt sted at få fisk og skaldyr.

Markedet i Alghero

En af de ting jeg elsker, når jeg er ude at rejse, er at besøge det lokale marked, hvis der er et. Og I år er jeg så heldig at det lokale onsdagsmarked i Alghero på via Emilia ligger lige bag ved Gli Eucalipti, hvor vi bor. At dømme ud fra udbuddet af varer og opbuddet af handlende på markedet må det være et kæmpe tilløbsstykke for både lokalbefolkning og turister. Faktisk er markedet så overvældende at det er svært rent faktisk at få købt noget.

Der er alt fra virkeligt lækkert og prisbilligt kogegrej som pastamaskiner (nogle i gigantstørrelse), mokkakander til at lave espresso, tøj og tingel tangel som mobilcovers, tasker mv. Størstedelen af tiden står jeg bare og sluger indtrykkene med øjnene og fantaserer om ting alle de lækre produkter kan bruges til i et køkken.

Middag i Agroturismo Sa Mandra i Alghero

I takt med at vi hele tiden får at vide at vi skal spise lokalt, har jeg tit spekuleret på hvor lokale vores fødevarer skal være for at leve op til prædikatet ”lokal”. Og selv om jeg gerne vil købe varer der er dyrket lokalt, er der andre faktorer der spiller ind, som fx velsmag og kvalitet.

På et agroturismo gæstgiveri er der taget stilling for dig idet der er krav til at en bestemt del af maden skal være produceret på stedet (hvor meget aner jeg ikke). Og på agroturismo Sa Mandra er velsmag og kvalitet i top, lige fra pølser og skinker til pasta og lam.  

Italiensk morgenmad i Alghero

En af glæderne ved at rejse er at opdage andre kulturers små quirks og kæpheste: både ved at møde lokalbefolkningen direkte (i en eller anden forstand) men også indirekte ved at observere den måde tingene er skruet sammen på. Således indeholder vores lille hotellejlighed, her i Alghero på Sardinien, lidt standardudstyr som senge, skabe, stole, et spisebord og et beskedent køkken. Og sidstnævnte siger en del om italienernes prioriteter.

Og mens Italien måske er mere kendte for deres pasta end for deres morgenmad blev jeg glædeligt overrasket over at opdage at ”kaffemaskinen” i køkkenet er en mokkakande så man kan brygge den obligatoriske espresso, som sammen med et horn, en cornetto, fyldt med chokolade, mandel- eller pistaciemasse udgør italiensk morgenmad. Den italienske passion for pasta er nu heller ikke til at overse, idet der ikke alene eret dørslag til at afdryppe pasta, men også et charmerende rivejern så man ikke skal undvære parmesan eller peccorino til sin pasta.

Men tilbage til morgenkaffen…

Frugtsalat med hvide ferskner, abrikoser, kirsebær og basilikum

 

Hvis jeg udelukkende skulle vælge mine ferierejsemål efter maden, ville Italien helt sikker ligge i toppen af listen. Fordi maden er så god er det let at glemme at der også er mange andre gode ting. Men heldigvis blev vi mindet om at Italien, udover udsøgt mad og gode spisesteder, også byder på flotte byer, en smuk kystlinje og ekstremt venlige og gæstfrie mennesker. For i år er familien og jeg nemlig draget på ferie til Sardinien, hvor vi bor på hotel Gli Eucalipti i Alghero (og nej indlægget er ikke sponsoreret og jeg betalt hele rejsen selv).

Hvis du er et madøre vil du sikkert ønske at have eget køkken fordi du bliver tilbudt råvarer du måske kun har hørt eller læst om og som du selvfølgelig ønsker selv at prøve kræfter med. Heldigvis for mig er jeg nu faktisk et sted med et beskedent køkken, som giver lidt frihed, om end denne frugtsalat med hvide ferskner ikke kræver meget andet end en kniv og et skærebræt.

Hjemmelavet lasagne af lammekød

Et af vores vennepar er rigtig glade for at servere lasagne for børnene ved festlige lejligheder, som nytårsaften eller til middage hvor de voksne skal spise igennem med fem retter. Og selvom man i den konktest ikke på nogen måde føler sig snydt, er det lidt sjovt at tænke på at voksne er mindst lige så glade for lasagne som børnene er.

Faktisk har en af mine venner, som for nylig var til middag, proklameret at lasagne er hans livret og at hans mor laver den bedste lasagne i verden. Og at han kan – tro det eller ej - sætte mere til livs end en bestemt overvægtig kat, fik jeg således bekræftet ved selvsyn.

Panforte: italensk julekage med tørret frugt og chokolade

Panforte har længe været på min to do liste, hvilket den vist kom efter jeg så en opskrift ovre hos David Lebovitz. At vi skulle langt over jul før jeg rent faktisk fik lavet kagen skyldes blandt andet at der i opskriften indgår 200g kandiseret citrus, hvilket jeg lige skulle have produceret først (ja, det kan købes, men min markedsanalyse viste at anskaffelsen var forbundet med ikke ubetydelige udgifter).

Så julen gik med at indsamle skaller af økologiske appelsiner og klementiner til kandisering. Lidt efter lidt blev lagret udbygget med mandler, hasselnødder, dadler og abrikoser og endelig manglede kun tiden, som altså endelig indfandt sig.

Pasta med tomat og grov pølse

Madbloggere har det med at glemme. I hvert fald fandt jeg mange sætninger af typen ”Jeg havde helt glemt hvor godt frisk pasta smager”, da jeg for nylig søgte på hjemmelavet pasta. . Måske er det fordi vi laver de samme ting i en periode, finder så nogle nye ting, og lader ”gamle” blive glemt en smule.

Alle tuder os ørerne fulde af at vi skal spise fuldkorn. Og hjemme hos os er vi hoppet med på vognen. Specielt når nu økologisk fuldkorspasta fås på tilbud i snart sagt ethvert super marked. En gang imellem drister vi os til at spise lidt pasta, der er lavet på, oh gru, lyst mel. Men konsekvensen er at der er længere imellem at jeg hiver pastamaskinen frem (jeg vil gerne tro at det er derfor og overhovedet ikke har noget at gøre med at pasta kræver tid og overskud).

Romersk oksegryde med orzo samt sølvbede med kikærter

Det er ingen hemmelighed at madglade italienere har meget stærke meninger om mad. Så stærke, at alle der ikke lige gør tingene på samme måde som en selv, åbenlyst og uden større omsvøb tildeles etiketten ”madbarbarer”. Omvendt kan de værste synder tilgives (som fx at holde med den forkerte fodboldklub), hvis blot man er ”una buona forchetta”, ”en god gaffel”, dvs. en der kan lide at spise og har forstand på det. Måske er det sjove i virkeligheden at det er tilladt – ikke mindst i det offentlige rum – at kalde sine madkulturelle opponenter de værste ting, for hvad der i øvrigt virker som mindre forseelser.

Sådan er det dog ikke i Forchette d’oro, ”Guldgaflerne”, en hemmelig madklub i Rom. Trods deres stærke meninger om mad, vin og madkultur, har de bevidst valgt ikke at blande sig i den offentlige debat. Indadtil, kan det meste diskuteres og bliver det, i bogen Den hemmelige italienske madklub ’Guldgaflerne’ af Anders og Hanne Birgitte Grøndahl. Fx om der skal hvidløg eller ej i en romersk ragú. Den manglende kommunikation udadtil bunder i at madklubben ønsker hellige sig de sande værdier som mad og vin. Og det gør de så: maden er rustik italiensk og hylder enkelheden i det italienske køkken.

Citronmarmelade

 

Jeg elsker Store Bededag selv om jeg er meget lidt religiøs. Både fordi jeg har fri – og det altid på en fredag – og så fordi vejret plejer at være godt af den simple grund at bededagen altid falder den fjerde fredag efter påske.

Det gode vejr betyder også at grøntmarkederne bugner med frisk frugt og grønt. Og min største udfordring er at modstå synet og duften af friske bær, økologiske citroner, mynte, basilikum, tomater og fennikel. Så lad os bare sige at der heller ikke denne gang var den store modstandskamp (i hvert fald ikke en jeg træk mig ud af som sejrherre). Så ned i indkøbskurven kom det med intentionen om at lave fennikel salat med mynte og citronskal og en tomatsalat med masser af basilikum. For man har jo en hel fridag mere hvor man kan stå i køkkenet hele dagen for at mætte familien og få brugt sine grøntsager, ik?