Viser opslag med etiketten Frankrig. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Frankrig. Vis alle opslag

tirsdag den 1. oktober 2013

Figenmarmelade



Selvom jeg anser mig selv for at være gastronomisk nysgerrig, er der en del madkategorier, som kun har en akademisk interesse. Da jeg kun sjældent spiser morgenmad fylder marmelade ikke ret meget i mit madliv og det er derfor ikke noget jeg laver ret meget af endsige blogger om. Dog har jeg blogget om kvædemarmelade og citronmarmelade.

fredag den 27. september 2013

Figenclafoutis - clafoutis med friske figner


En af de ting jeg elsker ved efteråret er de mange for sæsonen unikke råvarer. Jeg tænker her på fx kvæder, granatæbler, pærer, græskar og friske figner. Derfor bloggede jeg også sidste år om kvædemarmelade, kvædekage med marcipan, en frugtsalat med friske figner, mynte og granatæble samt en salat af friske figner, valnødder og feta.

Jeg husker at jeg sidste år på denne tid sad på mit arbejde og drømte om at skabe en figentærte med marcipan, Og jeg kom faktisk rundt til at lave tærten, som dog aldrig kom på bloggen, fordi den krævede lidt justeringer jeg ikke havde tid til at eksperimentere med. Så har De, kære læser, en god opskrift på en kage med friske figner og marcipan, hører jeg meget gerne om det.
 
Friske figner

fredag den 28. juni 2013

Fladmast kylling med kartofler


Finder jeg noget jeg godt kan li’, det være sig en opskrift, bog, et blogindlæg, en rejse eller hvad det nu måtte være, kan jeg genbesøge det 1000 gange. Et af mine absolutte yndlingsindlæg er David Lebovitz om spydstegt kylling fra Bastille markedet i Paris. Måske den perfekte kylling. Ren food porn.

Vi spiser, desværre, ikke så meget kylling herhjemme. Ikke fordi der er umuligt at tilberede den perfekte (helstegte) kylling, som onde tunge påstår, men nærmere fordi kylling er relativt dyrt. I hvert fald hvis den skal være økologisk eller af ordentlig kvalitet.

mandag den 29. oktober 2012

Mortens and: Andebryst med pommes frites og tilbehør

Andebryst med håndskårne fritter

Som madblogger blogger jeg om den mad jeg selv tilbereder og spiser. Men som blogger finder du også ret hurtigt ud af at nogle indlæg er mere efterspurgte end andre. Og med Google Analytics, der er installeret i blogspots backend, får du mulighed for at se hvilke blogindlæg der får mere ”love” (udtales låååv) end andre. Ikke at jeg laver indlæg efter hvor mange hits jeg forventer at få.  Men jeg kigger jeg selvfølgelig også på tallene.
 
Mange gange er det tilfældigheder, der gør at netop dit indlæg får mange hits, frem for mange andre der har blogget om samme emne. Og andre gange rammer man bare ned i noget, som viser sig at være efterspurgt. Det er mit indlæg om medisterpølse med alternativt tilbehør er et godt eksempel på.

Kartofler til fritter
 

onsdag den 26. september 2012

Confit bayaldi: Thomas Kellers Ratatouille fra Pixar filmen

Ratatouille

Udover at have set Pixars film, Ratatouille, er der vist kun en grund til at jeg gav mig i kast med denne version af ratatouille. Og det er at retten ser så flot ud. Nu tænker du måske at man skal være rablende gal for at lave mad fra en animationsfilm. Og måske tænker du også på hvordan man får fat i en opskrift fra en animationsfilm. Og svaret (på det sidste spørgsmål - det første skal jeg nok undlade at svare på) er at denne version af ratatouille er udviklet til filmen af den amerikanske mesterkok, Thomas Keller, der bl.a. har restauranten The French Laundry. Og den oprindelige opskrift er lagt ud af The New York Times her.

Grøntsager til Ratatouille
 
Nu tænker du måske at det da ikke gør sagen meget bedre: Mad udviklet til en film, kan det nu være godt? Ja, denne version af den klassiske provencalske Rataouille, som jeg har blogget om her, har sin berettigelse. Grøntsagerne bliver skivet ultratyndt, lagt på en tomatbaseret sovs, og herefter bagt i lang tid, ved svag varme, i ovnen.

søndag den 19. august 2012

Reine Claude blommer – kongen af blommen – og en frugtsalat med basilikum


Reine Claude blommer hos grønthandleren

Hovedparten af familiens ikke ubetydelige frugtindkøb gøres hos grønthandleren og (i mindre grad) i supermarkedet. Med det bugnende udvalg af frisk frugt der er nu er det en ren fornøjelse at hjembringe friske ferskener, abrikoser, kirsebær, blommer, nektariner og vandmeloner.


Og det hele glider ned i rå mængder. Trods min kærlighed til frugt og det faktum at jeg hver dag sætter ubeskriveligt store mængder til livs (på en god dag er jeg set spise 10 stykker frugt), ved jeg desværre meget lidt om de forskellige sorter og deres indbyrdes forskelle.

Derfor er det meget ofte tilfældigt om den frugt der finder vej til min indkøbskurv er en særlig velsmagende sort eller bare er OK – jeg ved simpelt hen ikke hvad jeg skal gå efter.


Blommer og frugtsalat

torsdag den 21. juni 2012

Løgismose kylling med nye grøntsager, tzatziki og salat


For mere end en uge siden skrev jeg om Søndagsavisens test af kyllinger der overraskende (i hvert fald for mig) viste at frosne kyllinger smagte bedre end ferske (inkl. en økologisk kylling). Samtidig postede jeg min egen opskrift på en saftig stegt kylling med sprødt skind, som første del af en helt igennem uvidenskabelig efterprøvning af Søndagsavisens resultater. For kan det virkelig passe at de frosne (og billige) kyllinger er bedre end ferske og dyrere kyllinger?


Jeg havde egentlig planlagt at udsætte en frossen Bornholmerkylling for (næsten) samme behandling, men da der i ugens løb havde været en del skriverier i pressen om Løgismoses gourmet kylling har jeg valgt at teste denne og udsætte bornholmeren til et endnu uvist tidspunkt.

torsdag den 7. juni 2012

Salat af hvide majroer, tomat, rødløg og æbleeddike

Salat af hvide majroer, tomater og rødløg

Regionen Bretagne i Frankrig er vist ikke bedst kendt for grøntsager. Smør, østers, havsalt (Fleur de sel de Guérande). For ikke at nævne æbler, calvados, cider og honning og er noget af det regionen er mest berømt for.


Som det nu ville sig passerede jeg for et stykke tid siden en grønthandler jeg normalt ikke kommer forbi. Min nysgerrighed blev vakt af synet af noget der lignede en forvokset hvid radise af bretonsk herkomst. Da jeg trådte indenfor for at spørge grønthandleren, hvad det mon var for en størrelse han havde liggende udenfor, fortalte han at det rent faktisk var en radise, men at smagen er mildere end dens bedre kendte rød-hvide slægtning.


Min erfaring med radiser er ikke prangende, men jeg kan godt lide deres sprødhed. På en god dag kan jeg finde på at dyppe dem i olivenolie og havsalt. Og på en (sjælden) hverdag konsumeres de blot som de er. Jeg havde ingen idé om hvad jeg ville kreere med min bretonske radise, men da min nysgerrighed nu var vakt var jeg nødt til at have et bundt med hjem.


Tomater og skrællet majroe

tirsdag den 8. maj 2012

Citronmarmelade


 
Jeg elsker Store Bededag selv om jeg er meget lidt religiøs. Både fordi jeg har fri – og det altid på en fredag – og så fordi vejret plejer at være godt af den simple grund at bededagen altid falder den fjerde fredag efter påske.


Det gode vejr betyder også at grøntmarkederne bugner med frisk frugt og grønt. Og min største udfordring er at modstå synet og duften af friske bær, økologiske citroner, mynte, basilikum, tomater og fennikel. Så lad os bare sige at der heller ikke denne gang var den store modstandskamp (i hvert fald ikke en jeg træk mig ud af som sejrherre). Så ned i indkøbskurven kom det med intentionen om at lave fennikel salat med mynte og citronskal og en tomatsalat med masser af basilikum. For man har jo en hel fridag mere hvor man kan stå i køkkenet hele dagen for at mætte familien og få brugt sine grøntsager, ik?

søndag den 5. februar 2012

Chokolademousse: You're the boss


Den forgangne uge har gjort mig rigere. Rigere på erhvervserfaring. Det kan ikke betale sig at have en chef for hvem mit arbejde har lille værdi. Ikke desto mindre er min chef nødt til at have en mening om hvordan han vil have arbejdet udført. Og det skyldes alene at han også har en chef. Gør han ikke arbejdet godt nok skal han stå skoleret. Og det er så her mit problem kommer ind i billedet. For lige pludselig står jeg med ikke en, men hele to chefer. Og det betyder så at de hver især vil have udformet mine kravspecifikationer, tidsplan og dokumentation og andet godt som ligger på mit bord på deres helt egen måde. Så når dokumentet, som aftalt på et møde med min chef, kan jeg se frem til at der kommer flere rettelser og ”venlige forslag” fra chefens chef. Så 1) lad være med at have en uengageret chef og 2) lad være med at anskaffe dig en chef der selv har en chef.

Når man så for gang nr. 117 har ændret i sine dokumenter og for gang nr. 116 er ved at koge over er der en godt at komme hjem og få et fix. Og skønt jeg ikke tager stoffer er denne franske klassiker af en dessert lige så vanedannende. Og så er den ret nem at lave modsat af dens fancy renommé. Og det er fordi der ingen æg er i. Kun fløde og chokolade. Jeg taler selvfølgelig om en chokolademousse. Og omstændighederne beskrevet overfor har nødsaget mig til at indtage en 3-4 stykker i løbet af ugen. Så når jeg skal møde igen på mandag er det forhåbentligt med lidt mere rolig og ”dopet” attitude.

Til fire portioner skal du bruge: 75g god mørk chokolade (60-70%) 2½ dl piskefløde og evt. lidt vanilje.

Smelt chokoladen over vandbad og pisk fløde - med vaniljen - let stiv (hvis den bliver for stiv bliver den færdige mousse) grynet i konsistensen. Hvis du kan lide din mousse lidt sødere kan du tilsætte lidt sukker/flormelis før du pisker fløden. Med en dejskraber rører du chokoladen med fløden til den er rør helt ud. Kom moussen i glas eller en skål og sæt den i køleskabet i mindst 4 timer, men helst mere.

torsdag den 8. december 2011

Torsk provençale eller torsk med peberfrugt, tomat og hvidløg


Jeg holder meget af et godt stykke fisk. Pandestegt fisk som makrel eller ovnbagt som fx laks. Men når vinteren, som nu, er over os holder jeg meget af at kunne tilberede fisken i en sovs. Og det var lige netop øvelsen i dag. Torsk tilberedt med typiske provencalske ingredienser som olivenolie, tomat, peberfrugt, oliven og hvidløg, som gør at også ikke inkarnerede fiskespisere kan være med. Aioli - ikke at forveklse med hvidløgs mayo - er super godt godt som tilbehør, samt kartofler og grønne bønner. Du kan se en traditionel provençalsk aioli og det øvrige tilbehør blive tilberedt her (starter ca. 5 min 40 s. inde). Til 4 personer:

Skær en rød peberfrugt i strimler og snit 2 fed hvidløg fint. Steg peberfrugt ved høj varme i rigelig med olivenolie. Skru ned til meget lav varme og vent til panden er kølet lidt af inden du svitser hvidløg i 1-2 minutter. Tilsæt en god sjat tomatmarmelade (eller god kraftig tomatsovs - Dolmio kan ikke bruges her) nok til at delvist at dække fire gode stykker torsk (ca. 6-800g) lad det simre til torsken er færdig (ca. 10 min eller mere). Slut af med at tilsætte en god håndfuld sorte oliven som simrer med i 2 min og top med masser af grofthakket persille eller basilikum. Server med kogte kartofler, grønner bønner og aioli.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...