torsdag den 22. marts 2012

Marokkansk tagine med oksekød med tilbehør af spinat og pinjekerner


Det jeg bedst kan lide ved marokkansk tagine er dens på en gang rustikke og raffinerede udtryk. Kød, løg og grøntsager i dejligt grove stykker i en væde tilsmagt med elegante eksotiske krydderier, tørret frugt og kanel, ”what’s not to like?” som amerikanerne siger. Der er to ting der kan få mig til at give mig i kast med denne ret. Det ene er hvis jeg falder over et godt stykke oksebov eller tykkam. Den anden er simpelt hen en ”craving” som jeg bare må reagere på.

Uanset årsagen er det vigtig at finde det helt rigtige stykke kød. Og med det rigtige kød mener jeg kød, hvor fedtet er godt fordelt inde i musklen, som fx bov eller tykkam. Med en god fordeling kan kødet tåle at langtidssimre uden at blive tørt inden det er mørt og får det til at smelte på tungen på den helt rigtige måde. Det er også vigtig at bruge en god fond og masser af grøntsager, som bidrager til den gode smag. Til gengæld får du så en ”gryderet” der smager som en drøm og med ”rigtig” couscous (se her) til er du virkelig god kørende .

Godt tilbehør til tagine er en frisk salat eller fx spinat med rosiner og pinjekerner og marokkansk gulerodssalat.
Hvad end du vælger er dette en af de prægtigste retter du kan bruge et godt stykke oksekød til, som fx tykkam (min personlige favorit). Du kan dog også sagtens bruge lam til denne ret og så blot tilpasse simretiden dertil (og evt. erstatte fond med lammefond).


Marokkansk tagine med oksekød og grøntsager  
2 løg i tynde skiver
3 fed hvidløg i tynde skiver
Smagsneutral olie
800g oksebov/tykkam i rustikke tern             
Salt
2 tsk. sød paprika el. cayennepeber
50g groftskårne tørrede abrikoser
1½ tsk. stødt koriander
1 tsk. stødt spidskommen
¼ stødt ingefær
¼ tsk. gurkemeje
1 stang kanel el.½ tsk. kanelpulver (kan udelades)
4 gulerødder, skrællet og skåret i kvarte
¼ hvidkålshoved skåret i grove stykker
4 dl. oksebouillon
Frisk koriander eller persille samt mandelflager eller ristede mandler til pynt

1. Varm olien ved middel varme i en tagine eller gryde og svits løg heri nogle minutter.
2. Skru helt op for varmen og brun kødet.
3. Når kødet er brunet, skruer du så langt ned for varmen du kan, kommer krydderier og hvidløg i som svitses i 1-2 minut.
4. Kom bouillon ved og lad retten simre i ca. 1 time og 15 min. Herefter kommer du abrikoserne ved, samt gulerødder og hvidkål oven på kødet og ladet det dampe i yderligere 15 min. eller til mørt.
5. Pynt evt. med mandler og frisk koriander.

2 kommentarer:

  1. Uhm, det lyder lækkert! Den opskrift skal jeg prøve, jeg er nemlig helt forelsket i de rettet og den kultur, der hører til taginegryderne https://simplelivingtype.wordpress.com/2015/01/22/slow-living-og-slow-cooking/

    SvarSlet
  2. Det her er den lækreste ret jeg har prøvet at lave ��

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...