Middag i Agroturismo Sa Mandra i Alghero

I takt med at vi hele tiden får at vide at vi skal spise lokalt, har jeg tit spekuleret på hvor lokale vores fødevarer skal være for at leve op til prædikatet ”lokal”. Og selv om jeg gerne vil købe varer der er dyrket lokalt, er der andre faktorer der spiller ind, som fx velsmag og kvalitet.

På et agroturismo gæstgiveri er der taget stilling for dig idet der er krav til at en bestemt del af maden skal være produceret på stedet (hvor meget aner jeg ikke). Og på agroturismo Sa Mandra er velsmag og kvalitet i top, lige fra pølser og skinker til pasta og lam.  

Jeg ved ikke hvad de dyrker og opdrætter på Sa Mandra, men på farmen er der citron- og oliventræer, en krydderurtehave og heste, som sikkert er til ridning skønt at sarderne spiser både hest og æsel.

Turen til Sa Mandra arrangeres af det rejsebureau jeg var taget af sted med og ”tastingmenuen” kostede 53 euro (inkl. vin ad libitum), som jeg betalte selv (jeg får ikke noget for at skrive dette indlæg og er ikke på nogen måde tilknyttet stedet). Når man ankommer til stedet, tidligt på aftenen omkring 18.30-19 tiden bliver man inden det egentlige måltid budt på lidt vin og snakcs, mens man går rundt og tager et kig på stedet.

 

Et glas vin og det allestedsnærværende sardiske fladbrød Pane Carasau serveres til guanciale, svinekæber, som trods, hvad der ligner et ordentligt fedtlag smager så fabelagtigt at jeg måtte anstrenge mig for ikke at tømme fadet. Faktisk var det den bedste guanciale jeg har fået på Sardinien. Overhovedet.

Og få mig ikke startet på den lagrede pecorino, en tør og porøs ost, der er så lækker at en af gæsterne nærmest slog lejr ved fadet og havde det ikke været for svinekæberne havde jeg nok gjort ham følgeskab. Derudover var der også en anden hvid ost der rent udseendemæssigt ligner den berømte mideost som havde en lidt sjov sødlig smag. Og nej, der var ikke mider i. Ikke hvad jeg ved af i hvert fald. Og heller ikke hvad jeg vil vide af.

Hvis man da ikke har forædt sig i guanciale når man bliver budt til bords fortsætter man med et charcuteri fad, med bl.a. sardisk pølse som har en rustik og meget karakterfuld smag, forskellige oste og stegte auberginer.

På dette tidspunkt er man egentlig mæt af både mad og vin, men fordi maden er så god er det svært at modstå de fristelser der bliver sat på bordet foran en. Så jeg gav op og fortsatte med at sætte gaflen i den gnochetti, en typisk sardisk pasta med vildsvin samt ravioli med ricotta og peccorino tjenerne satte på bordet.

 

Hvordan jeg bar mig ad med at få plads til helstegt pattegris og sardisk lam med kartofler ved jeg ikke. Men lad os bare sige at jeg fik spist rigelige portioner af begge retter. Pattegrisen var skåret i meget rustikke stykker og kom ind på rustikke træfade, mens lammet kom i en velsmagende sovs samt kartofler.

For dem der endnu ikke var blevet mætte var der – omkring midnat hvilket forklarer de manglende billeder- espresso, mirto en lokal likør, ricotta med honning og nødder og et lille udvalg af kager.

 

Så hvis man kunne blive fri for at få tudet ørerne fulde, kunne jeg snildt vænne mig til at spise lokalt.