søndag den 4. december 2011

Chokolade vulkan


I mit køkkenskab er der altid chokolade. Faktisk er der altid flere slags chokolade. ikke kun mørk, lys og hvid, men også chokolade med forskellig karakter og chokoladeindhold. Og jeg kan gå og glæde mig i flere dage når jeg skal lave bage eller lave en chokolade dessert.

Kærligheden til chokolade er ikke noget jeg er født med, men begyndte for nogle år siden, da jeg ”opdagede” Valrhona, den ypperlige franske chokolade, som jeg siden har brugt løs af i groteske mængder. Se, det er en chokolade der kan give dybde og dimension til kager og desserter.

Og karakter er noget denne chokoladevulkan skal have. Chokoladevulkan, er en dessert, som ikke gennembages og som gør at lun chokolademasse løber ud på tallerkenen, når skeen gennembryder den skorpe, der er dannet i den korte bagetid. Det er i hvert fald meningen. De forme jeg bruger er dog for små til at massen stadig er flydende efter bagning eller også skal man bruge glukose i stedet for sukker. Men massen er stadig dejlig chokoladeagtig ”gooey” selvom den ikke vælter ud som lava i denne version. At denne dessert smager sublimt og har en perfekt dybde og tyngde, som god chokolade har – og som passer så godt til denne mørke årstid, skal der ikke herske tvivl om.

Opskriften er ovre fra Newyorkerbyheart, som jeg bare har skaleret ned med en tredjedel.

Chokoladevulkan

100 g god chokolade
100 g smør i tern ved stuetemperatur
2 æg
80 g sukker
25g mel

1. Forvarm ovnen til 175 grader og kom muffinpapir i en muffinform. Jeg får ca. 10-12 af denne opskrift. Men har du større forme bliver din chokovulkan formentlig bedre (du kan da smøre formen med smør – men vær forsigtig det kan være tricky at få vulkanen ud uden den går i stykker!)
2. Smelt chokoladen i vandbad og kom smørret i når chokoladen er smeltet.
3. Pisk æg og sukker hvidt og vend chokolademassen i og slut af med at sigte melet i.
4. Hæld dejen i forme og bag 10 min. Ved 175 grader. Lad dem køle af i 2 min og server. Pynt evt. med flormelis.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...