Honning soja kylling på spyd

For nylig læste jeg et interessant indlæg ovre hos madbanditten, der stiller spørgsmålet: ” Hvorfor er det, at mad til børn ofte er det allertarveligste? Hvorfor er der røde pølser og burger og fiskefingre serveret med friturestegte pomfritter på restauranternes børnemenuer efterfulgt af billig softice med chokoladesovs fra plastiktube til dessert? Hvad er det, vi lærer vores børn om at gå ud og spise og om mad generelt? At mad bare skal være hurtigt og billigt?”

Skønt jeg har et par meninger om emnet, bilder jeg mig ikke ind at jeg kender svaret (eller har løsningen). Noget jeg til gengæld ikke bilder mig ind, skønt jeg ikke er meget for at indrømme det, er at min datter på syv for noget tid siden kom hjem og proklamerede at kyllingen i 7-11 var mega god.

Kyllingefrikadeller - the basic version

En af de mere fornøjelige kogebøger jeg ejer, er Spis igennem skrevet af Claus Meyer og Arne Astrup. Faktisk er opskriften på æblemuffins, fra bogen det næst meste besøgte indlæg kun overgået af marokkansk tagine med kylling.

 

Bogens opskrifter søger at skære ned på fedtet, uden at det går ud over smagen. Selvom bogen blev skrevet i en tid hvor fedtforskrækkelsen regerede, tjener det til forfatternes ære, at de ikke har begået et "kampskrift imod piskefløde eller foie gras", men snarere er fortalere for at bruge fedtet optimalt. 

 

Thai oksekød stegt med cashew nødder

Forleden, da jeg var over hos stonesoup læste jeg om en af udfordringerne ved at lave madplaner; nemlig vejret:

”It’s nearly impossible to predict that Wednesday is going to be the coldest February day on record and you’ll be craving a comforting bowl of soup, rather than the cool & light salad you had in the meal plan”.

Så efter nogle dage med godt vejr er regn og kulde atter over landet. Og det måtte vel komme. Ikke at jeg beklager mig. Ikke så meget i hvert fald. Og slet ikke så meget at jeg – som det sunde og miljøbevidste menneske jeg er – undlod at tage cyklen til arbejde.

Libanesisk Fattoush

Jeg arbejdede en gang et sted hvor personalekantinen havde den politik at "undersalte" maden (onde tunge mente at der ikke var salt i overhovedet). Argumenterne mod at bruge for meget salt er sikkert mange og nogle er måske endda gode. Ingen var nu synderligt glade for maden, men så igen, ingen var alt for utilfredse. Og det stod en frit for at give maden et skud med saltbøssen, som troligt stod på spisebordene og som medarbejderne, så vidt jeg kunne se, flittigt benyttede sig af.

En anden "feature" af kantinens madlavning var at "krydre" de fleste serveringer med iceberg salat (medarbejderne skulle jo have deres daglige 600g grønt!). Ingen var vilde med det, men igen eftersom det er svært rigtigt at hade noget så ordinært som iceberg, var der heller ingen der var alt for kede af det.

Tex-mex kidney bønner med friske krydderurter

En ting jeg har bemærket på det seneste er at de samme ”madsituationer”, går igen og igen.

Nogle få dage er specielle i og med jeg gør en ekstra anstrengelse i forhold til at tilberede noget særligt eller ekstra lækkert.

Så er der dage, hvor maden indeholder et element af innovation også selvom det ”kun” er i kategorien ”god hverdagsmad”. Og der er dage hvor middagen er planlagt med et stabilt og forudsigeligt resultat til følge.

Salat af friske hestebønner med tahin

For godt en uge siden skrev jeg et indlæg om spinat tilberedt med friskbælgede hestebønner. Til lejligheden havde jeg – ikke overraskende– erhvervet mig en god portion hestebønner, hvorfor jeg – igen ikke overraskende – fandt mig selv med et overskud af friske hestebønner, der skulle omsættes til noget spiseligt.

Det sjove ved hestebønner er at der tilsyneladende kun er få traditionelle opskrifter. Jeg har engang fået en pasta ret med friske hestebønner i Toscana, men da jeg var på udkig efter en ret der kunne fungere som tilbehør til havbarsen i nordafrikansk stil var pasta ikke en mulighed.

Uri Buris havbars i marokkansk/nordafrikansk stil

Jeg beklager mig ikke. Men man kan bare ikke vinde. I hvert fald ikke alt. Det er efterhånden et stykke tid siden jeg bloggede om kofta tilberedt af lammekød, som trådte til fra reservebænken, da fiskehandleren ikke kunne levere havbars til Uri Buris nordafrikanske havbars, jeg oprindelig havde planlagt. Og så fordi min slagter var så flink – helt vederlagsfrit – at give mig 250g hakket lam oven i det kilo jeg skulle have haft. Så jeg beklager mig ikke.