torsdag den 2. februar 2012

Økologisk Ribeye bøf med luksus salat (salade de luxe)



Somme tider kommer ”livet” i vejen og jeg får ikke blogget som jeg ellers gerne ville. ”Livet”, i denne omgang, var en fødselsdagsfest som jeg var blevet inviteret til i weekenden. Festen blev holdt på en restaurant hvor der blev serveret buffet. Buffeten bestod af fire slags kød og fire slags ”salater”. Når jeg skriver salater i anførselstegn er det fordi det var af den uinspirerede iceberg-agurk-og-majs type salat. Ingen dressing, krydring eller noget Jeg ved ikke hvorfor at så mange cafeer og restauranter ”glemmer” at komponere nogle rigtig gode salater, som passer til et godt stykke kød eller bare er lækre i sig selv. Fokus er på kød & kartofler. Forstå mig ret, jeg er kødelsker med stort K – men det betyder ikke at cafeen så kan slippe af sted med at servere kedeligt grønt til. Det gode ved at servere ”de luxe” salaten her, som jeg har døbt den, til fx en Ribeye er at du har aftensmad på 15-20 minutter, hvis du altså kan undvære kartoflerne. Salaten indeholder udover blandede salatblade, avocado, søde tomater, rød peberfrugt og ristede pinjekerner og en dressing af olivenolie og balsamico.


Når nu en lækker salat er sikret er det bare at finde et godt smagfuldt stykke kød til. En af mine favoritter er Irmas Ribeye af økologisk ungkvæg. Nu er det måske et ikke helt ukontroversielt valg, for Camilla Plum stiller sig meget kritisk an i forhold til kød fra ungkvæg, som hun mener hverken smager af ”fugl eller fisk” – og da slet ikke oksekød fra ældre dyr. Nuvel, jeg syntes at de her Ribeye bøffer smager ret lækkert. Ja, jeg kan muligvis få Ribeye der smager mere markant af kød. Men til sammenligning synes jeg så at det økologiske ungkvæg smager bedre end Marskland Ribeye (som er fra ældre dyr). Men måske – og jeg er ikke ironisk – har jeg bare aldrig fået kød der er lavet efter alle kunstens regler! Du vælger bøffen – opskriften på salaten er hermed givet videre!



Luksus salaten – salade de luxe
1 bakke blandede salatblade
2 avocadoer, i tern
1 rød peberfrugt
150g søde cherrytomater i kvarte &nbsp &nbsp &nbsp &nbsp
30-40g ristede pinjekerner
1½ spsk. olivenolie
1½ spsk. balsamico gerne hvid
Salt & friskkværnet peber


1. Pinjekerner ristes ved middelvarme i 3 min. På en tør pande.
2. Skær evt. salat i mindre stykker og bland alle ingredienser (undtagen pinjekerne) smag til med salt, peber og olie/eddike.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...