onsdag den 14. september 2011

Wraps med oksekød og koriander

Wraps med oksekød og koriander


Jeg er en sucker for tortillas eller wraps fyldt med grøntsager og kød. Det smovsede kød, indhyllet i en varm og blød tortilla er en ret så fantastisk kombination. At det også er nemt og hurtigt at lave, gør at retten med jævne mellemrum kommer på middagsbordet hjemme hos os.

Og hvilken nationalitet har disse wraps så? Tja, man kan vel plædere både for at det er en regional tex-mex ret fra det sydlige USA, ligesom man sikkert med god ret kan hævde at retten stammer fra Mexico.

Wrap med oksekød og pico de gallo

”Problemet” er måske mere når denne ret skal flyve hjem i mit køkken. For noget af det vigtigste må være at smagen bliver autentisk – og det kan vel være ret så svært, når jeg nu køber wraps, som de hedder på nudansk i Netto. Måske er der egentlig en god grund til de hedder sådan, for jeg gætter på at tortillas er de vel ikke rigtigt. Og lavet på majs er de helt sikkert ikke. Anyways, er der nogen der kender til et sted man kan købe autentiske tortillas, så hører jeg gerne!

Det jeg så gør, når jeg laver sådan nogle bandittos, er nogenlunde som følger: Jeg skærer salat, tomat, agurk, majs, avocado, løg, jalapenos mv. ud og anretter det på et fad. Og husk, som donna Price siger, rigeligt med koriander (hvis du er til det).

Og så til kødet, el carne:

1 løg i tern
1 gulerod, fintrevet
1 dåse tomatpuré
400-500 g hakket oksekød     
Lidt olie

1 tsk. sød paprika
1 tsk. stødt spidskommen
1 tsk. stødt koriander
Salt
2½ dl. vand

På en pande svitser du løget ved svag varme. Kom hakket oksekød på og brun det på højeste varme. Kom revet gulerod og tomatpuré i og brun 1 minut under omrøring – stadig ved højeste varme (guleroden giver sødme til sovsen). Skru nu helt ned for varmen og kom de stødte krydderier ved. Rør rund og steg i 1-2 minutter. Nu kommer du så vandet i og evt. lidt salt. Lad retten simre en 10 minutters tid og smag til med salt og evt. flere krydderier.

Nu sætter du så sovsen på bordet sammen med varme wraps.

Namme!

Og så til en række optionals:

1. Vil du have lidt syre i retten, kan du presse lidt limesaft ned i.
2. Vil du have retten stærk, kan du tilføje jalapeños eller bruge stærk paprika/chili i stedet for den søde.
3, Kan du li' hvidløg, kan du presse 1-2 fed i retten som simrer med i 10 min.
4. Pico de gallo, frisk mexicansk tomatsalsa, smager rigtigt i en wrap.
5. Pinto- eller kidneybønner kan tilføjes den varme sovs.
6. En rigtig go' guacamole er absolut ikke at foragte som sidedish.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...