søndag den 27. november 2011

Hjemmelavet Bounty med kokosmælk


Somme tider gælder det om at se det positive i en idé selv om den "kunstneriske" udførelse kunne være bedre. Idéen bag Bounty – en smovset kokos-konfekt-agtig-ting overtrukket med chokolade - må vel ret beset karakteriseres som fremragende og ganske forførende.
At de multinationale fødevaregiganters kunstneriske udførelse kunne have været bedre, skal jo ikke afholde os fra at kopiere ideen - blot med gode råvarer. Og nogle gange bliver man overrasket. Da jeg satte tænderne i en sådan hjemmeproduceret Bounty - og smagte den friske, blød og saftige kokos, var min første tanke at den smager rigtigt! Ikke bare rigtigt godt som i delikat, men rigtigt som antonym til forkert. Sjovt, når man tænker på at de multinationale giganter ellers har haft "patent" på denne klassiske bar.

Og når nu opskriften er så nem at lave, er der vel ingen undskyldning for ikke at give den en chance.

Du tager 1, 5 dl. kokosmælk, 75g kokosolie eller fast kokoscreme (fås i blokke), et nip salt og 100g sukker og varmer op til kogepunktet i en kasserolle til ingredienserne er opløst. Tag kasserollen af varmen og bland 200g kokosmel i til du får en fast masse. Kom massen i en lille beholder, beklædt med bage- eller madpapir, og stil i køleskabet nogle timer. Når massen er blevet kold tager du den ud og skærer i passende stykker. Smelt 150g chokolade (mørk eller lys) og overtræk stykkerne (jeg kan anbefale Valrhona).

Og så er det ellers bare om at gå ombord i "rigtig" Bounty - velbekomme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...