tirsdag den 11. oktober 2011

Mexicanske quesadillas med kylling og pico de gallo


Hvem elsker ikke mexicansk mad? Og Quesadillas med kylling og pico de gallo kunne næsten ikke være bedre som balåbner fra det mexicanske køkken på bloggen her.

En Quesadilla er en mexicansk tortilla (majspandekage) fyldt med lækre sager som stegt kylling, ost, tomat, lime og koriander. Det er enkel og typisk mexicansk mad som serveres på de små spisesteder. Denne version smager af gode friske råvarer og er lettere og friskere end pizzeriaerne og caféerne har for vane at lave dem.

Til Quesadilla'en kan man så spise guacamole og noget af den pico de gallo salsa, der også er brugt til fyldet.

En pico de gallo, som betyder "hvad hanen kan samle op", er en slags salsa - eller en frisk miniature salat. En pico de gallo laves med de for hånden værende ingredienser. Typisk tomater, peberfrugter, løg, limesaft og koriander. Chili kan tilføjes hvis man er til det.

Har du en rest kylling til overs er dette en god opskrift at få brugt resterne på.

Quesadillas kan spises som snack, som frokost eller som et let aftensmåltid.

Quesadillas med pico de gallo

2 tomater skåret i tern
½ rød peberfrugt i tern
En smule løg, finthakket
Saft af en lime
½ bundt frisk koriander, grofthakket          

4 tortillaer/wraps
100g reven ost
1 løg i tynde skiver
2 stk. kyllingebryst i tern (el. en rest stegt/kogt kylling)
Lidt olie til stegning

1. Lav først salsaen ved at blande tomater, peberfrugt, løg limesaft og koriander sammen. Smag til med salt og peber.
2. Steg løg ved medium varme i et par et par minutter.
3. Skru op for varmen og brun kyllingebryst i tern. Skru ned for varmen og steg kyllingen færdig. Bruger du en rest kylling så tilføj denne og lad den blive varm.
4. Læg en tortilla på en pande ved medium til svag varme uden fedtstof og fordel lidt ost på den ene halvdel (1 minut). Når osten er smeltet en smule tilføjes pico de gallo og kylling.
5. Fold halvdelen uden fyld ind over halvdelen med fyldet og "luk" quesadilla'en ved at presse ned, således at der dannes en halvmåne.

Tag den af panden og skær i 2-3 skiver og server med pico de gallo, guacamole og evt. cremefraiche. For et mere mættende måltid kan du evt. servere ris og salat til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...